Mathias Kudahl var nærmest mundlam og utrolig overrasket, da han foran familie og arbejdskollegaer modtog Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat. Han har været lærling hos J. Hundahl i Skive.
- Mathias har arbejdet seriøst i hele sin læretid og opnået gode karakterer på sine skoleforløb. Derudover er Mathias en utrolig rar og hjælpsom fyr, der gør alt, hvad han kan for at gøre det godt for alle, siger værkfører Henrik Larsen i en pressemeddelelse.
Mathias Kudahl har været rigtig glad for sin tid på værkstedet i Skive.
- Jeg har lært utrolig meget af mine dygtige kollegaer her hos J. Hundahl. Man får lov til at prøve kræfter med mange ting, så man får så bred en viden som overhovedet muligt. Jeg haft fingrene i det meste, og de sjoveste opgaver er også tit de mest trælse, fordi man bøvler lidt med dem, men det er også dem, man lærer mest af, fortæller Mathias Kudahl.
Han har allerede haft sidste arbejdsdag på sin læreplads og er i denne uge startet hos Scantruck, hvor han skal arbejde på værkstedet med Manitou-produkter.
- Det er da lidt vemodigt at tage afsked med den her arbejdsplads og de gode kollegaer, som jeg har været rigtig glad for. Der er ikke en dag, hvor jeg har været ked af at gå på arbejde, men jeg glæder mig også til det nye. Det bliver spændende med nogle nye udfordringer, og så kommer jeg til at arbejde sammen med en af mine bedste venner, som jeg har kendt lige fra jeg var barn.
Reparerede traktor med giraf og zebra som publikum
Udover at have været tilfreds med sin læreplads, så har Mathias Kudahl også været glad for sine skoleophold på HEG i Aars. Her arrangerede han selv sammen med to studiekammerater en tur til Tanzania, hvor han arbejdede i syv uger på Rays Farm, som skolen tidligere har samarbejdet med.
- Det har været en kæmpe oplevelse, og det har været rigtig sundt, for jeg har virkelig lært at sætte pris på de ting, vi har herhjemme, siger Mathias Kudahl og fortsætter:
- Det at stå i et fjernt land og en fremmed kultur gør virkelig noget ved en. Rent arbejdsmæssigt havde vi jo ikke så meget værktøj, så vi skulle være kreative. Der var ingen strøm på værkstedet, så når vi skulle bruge strøm, skulle vi skubbe rundt med en stor generator på en vogn. Vi var også på et par ture med Ray, hvor vi stod ude midt i ingenting og reparerede en traktor, og så kom der pludselig en zebra og en giraf forbi, hvilket jo er en speciel oplevelse.
Fremtiden for den nyuddannede landbrugsmaskinmekaniker kommer dog til at være i Danmark. Mathias Kudahl drømmer nemlig om at købe et hus i det område, hvor han kommer fra, og hvor storebror fornyeligt har overtaget familiens hobbylandbrug.
Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år tre legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får - ud over æren og et diplom - 10.000 kroner.





