Vi lever i en tid, hvor krig igen er blevet en del af Europas hverdag, og hvor stormagter uden hæmninger taler om at udvide deres territorier. Alligevel føres den danske sikkerhedsdebat, som om virkeligheden er et teaterstykke, der kan styres fra et kontor på Christiansborg. Når der tales om Danmarks sikkerhed, er det altid den samme remse: el, kabler, våben og militært isenkram. Alt sammen vigtigt for at forsvare vores land. Men det er kun halvdelen af sandheden.
For et land kan ikke forsvares, hvis det ikke kan brødføde sig selv.
Maden falder ikke ned fra himlen. Den vokser ikke i Excel-ark, klimaudvalg eller på cykelstier i hovedstaden. Den bliver produceret i staldene, på markerne og i maskinerne rundt om i Danmark. Af landmænd, der arbejder, mens resten af landet sover. Af mennesker, der tager ansvar for noget helt grundlæggende: at der er mad.
Alligevel behandles dansk landbrug i dag, som om det var et samfundsproblem. Som en branche, der helst skulle skamme sig, undskylde sin eksistens og langsomt lukke ned. Landmænd bliver hængt ud som klimaskurke, egoister og bagstræberiske. Det er ikke bare respektløst. Det er politisk uansvarligt og sikkerhedsmæssigt grotesk.
Sandheden er brutal og ubehagelig for storbyens klima-elite: Man kan ikke forsvare et land uden fødevareproduktion. Soldater kan ikke kæmpe på tom mave. En befolkning kan ikke holde sammen i en krise, hvis hylderne er tomme. Fødevareproduktion er ikke en hobby. Det er en del af Danmarks beredskab.
Jeg mener, at politiske skrigemåger skader det danske forsvar og vores forsyningssikkerhed.
For faktum er, at staten i dag tjener mere på en liter mælk, end landmanden gør. Samtidig bliver erhvervet kvalt i afgifter, kontrol, dokumentation og politiske eksperimenter. Landmanden producerer det, borgerne efterspørger. Det er ikke ideologi - det er udbud og efterspørgsel. Men når politikerne bevidst presser produktionen ned, så får vi mindre udbud og højere priser. Det rammer både landmanden og forbrugeren. Alligevel fortsætter man heksejagten.
Endnu en afgift. Endnu en rapport. Endnu en "omstilling", som aldrig skal gennemføres af dem, der beslutter den. For hvem skal betale regningen? Det er i hvert fald ikke storbyens elite eller venstrefløjen - Nej det er alle os andre.
Det er ikke grøn omstilling. Det er privilegieblind fanatisme.
I jagten på politisk korrekthed og fanatisme smadrer man et erhverv, der allerede er blandt verdens mest effektive og regulerede. Man presser produktionen så hårdt, at både dyr, drift og økonomi lider, samtidig med at man importerer fødevarer fra lande med langt lavere standarder. Det er hykleri forklædt som moral - og et historisk selvmål.
Jo mere vi kvæler dansk landbrug, jo mere afhængige bliver vi af import, ustabile regimer og sårbare forsyningskæder. Har vi virkelig ikke lært noget af corona, energikrisen og krigen i Europa? Robusthed kommer ikke af gode intentioner. Den kommer af egen produktion.
Forsyningssikkerhed handler om mennesker, der møder ind. Maskiner, der kører. Marker, der bliver dyrket. Dyr, der bliver passet. Også når det regner. Også når det ikke er populært. Også når Christiansborg vender ryggen til.
Hvis vi vil kunne forsvare Danmark, må vi også kunne brødføde Danmark. Det kræver et stærkt, produktivt og respekteret landbrug. Ikke et landbrug på afvikling.
Vi skal producere fødevarer i Danmark. Animalske og plantebaserede. Ikke fordi det lyder pænt - men fordi det er nødvendigt.
Det er på tide vi takker landbruget. Heksejagten skal være forbi.
