Brdr. Toft A/S viser nye produkter frem ved et åbent hus arrangement torsdag den 5. februar fra klokken 10 til 20.
Det fortæller Brdr. Toft i en pressemeddelelse.
Hos Brdr. Toft i Hammel forhandler Deutz-Fahr traktorer og Kubota full-line forhandler i det østjyske område. Dertil kommer grej til mekanisk ukrudtsbekæmpelse fra blandt andet Hatzenbichler samt maskiner til no-till fra bl.a. Novag og K. Wallner - et segment man har forhandlingen af i hele Skandinavien.
Brdr. Toft er kendt som landsdækkende sprøjtespecialist og benytter åbent hus-arrangementet til at vise en række nyheder, herunder en række spændende muligheder for opgradering af eksisterende sprøjter til ny teknologi, både løsninger til skarpe priser og løsninger med ultimativ præcision, herunder PWM pulserende teknik med henholdsvis 30 Hz og 100 Hz teknologi.
- De seneste år har der været stor fokus på vores fronttank løsninger, både til flydende gødning, bejdse, spotsprøjtning og række- og båndsprøjtning fortæller Finn Søndergaard, der er produktspecialist på sprøjterne.
- Vi er Danmarks klart største udbyder af fronttankløsninger, som vi skræddersyr til den enkelte kunde, og vi kan vise flere alternativer på åbent hus dagen, hvor vi også præsenterer en ny løsning for hurtig skifte af dosering mellem hele otte doseringsniveauer og mulighed for kurvekørsel og VRA på tværs af såmaskine eller kartoffellægger ved placering af flydende gødning, siger han.
Sprøjtenyheder
Til åbent hus får Brdr. Toft også besøg af Akson Robotics, der står bag platformen Cropup, så der bliver rig mulighed for at fordybe sig i mulighederne med droneoverflyvning og tildelingskort til både gødskning og plantebeskyttelse, og blive præsenteret for muligheden for direkte overførsel af tildelingskort fra Cropup til sprøjter udstyret med BbLeap via LeapSpace-platformen.
Hollandske BbLeap, der tilbyder ultimativ sprøjte præcision med deres 100 Hz PWFM teknologi vil berette om en række nyheder og nye muligheder, samt præsentere et løfte om 100 procent præcis sprøjtning ned på planteniveau.
- Fra hollandske CHD Eefting udstiller vi en Tandem trailersprøjte med 14.000 liter tankkapacitet og 36 meter bom. Sprøjten er i LeapEdition med pulserende 100 Hz dyseteknologi med variabel dosering på enkeltdyseniveau, fortæller Finn Søndergaard.
Maskiner til no-till og mekanisk ukrudtsbekæmpelse
- For et par års tid siden fik vi en række nye produkter i portefølgen med fokus på no-till og mekanisk ukrudtsbehandling, fortæller firmaets specialist for såteknik Peter Porse.
- Vi glæder os til at vise nogle stærke løsninger frem fra blandt andet Novag, Hatzenbichler og K. Wallner. Der vil være mulighed for at se nye løsninger til rensning af kartofler og roer/spinat fra Hatzenbichler, siger han.
Stort fokus får også de stærke drænspulere fra hollandske Sieger, som i år vises frem sammen med en fuldt galvaniseret 6.000 liter vandvogn og ikke mindst også en del af det brede redskabsprogram fra Kubota by Kverneland Group.





