Der er nok at lave for de lokale entreprenører ved Coesfeld i den tyske Münsterland-region.
Her holder Krampe nemlig til, og for tredje gang siden 2022 udvider vognproducenten sit produktioneareal.
Udvidelsen sker som følge af stor efterspørgsel på de røde landbrugs-, entreprenør-, og kroghejsevogne, skriver de i en pressemeddelelse.
Nye produktionsfaciliteter bliver bygget ved Krampes nuværende fabrik, og de oprindelige produktionshaller i nærheden har fået nyt liv og er taget i anvendelse igen. Målet er højere produktionskapacitet og kundetilfredshed.
1.200 vogne årligt
I 1980'erne begyndte virksomhedens grundlægger, August Krampe, at producere de første vogne i Lette, en bydel i Coesfeld. Allerede i 1993 rullede vogn nummer 1.000 af samlebåndet. Produktionen fortsatte i Lette frem til 2009, hvor virksomheden flyttede til de tidligere militærkaserner i den nærliggende Coesfeld-bydel Flamschen.
I dag forlader mere end 1.200 vogne årligt produktionshallerne. Med udvidelsen af produktporteføljen med Radium-bundkædevogne og den nye serie FlexBody trevejstipvogne forventes en markant stigning i produktionen, og det kræver yderligere produktionskapacitet, tilpasning af produktionsmetoden og plads.
For at imødekomme det udvider Krampe derfor sine kapaciteter ved den nuværende fabrik med yderligere 7.600 kvadratneter, og den oprindelige fabrik genopstår i en opdateret version blot fem kilometer fra hovedfabrikken.
Hallerne, som hver er på cirka 900 kvadratmeter og udstyret med traverskraner, forstærkede industrigulve og brede porte, er ideelle til formålet. Hallerne her summer allerede af liv med serieproduktion af standardvogne, som Krampe kalder Carrier-modeller.
roduktionsprincippet for dem er nærmest som ved et samlebånd. Et chassis ind ad porten i den ene ende og en færdigmonteret vogn ud ad porten i den anden ende af hallen.
Investering i moderne produktion
Parallelt med genaktiveringen af det tidligere produktionsanlæg investerer Krampe i en ny bygning på 7.600 kvadratmeter på hovedlokationen i Flamschen. Her opføres en ny produktionslinje, hvor FlexBody- og Radium-modellerne fremover skal samles.
Ud over et moderne center til pladebearbejdning installeres yderligere svejserobotter samt et lasersvejsecenter.
Med de genaktiverede haller i Lette og den nye bygning i Flamschen øges det samlede overdækkede produktionsareal med omkring 25 procent.





