21 forskningsprojekter modtager 269 millioner kroner i støtte fra Aftale om fordeling af forskningsreserven i 2025 herunder gennem det nye Klimatiltagsprogram 2026-2029, skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.

- Det er helt afgørende, at vi med Grøn Trepart løbende styrker udvikling af nye klimateknologier, der giver landbruget de nødvendige virkemidler i den grønne omstilling. Jeg er derfor også glad for, at 21 forskellige forskningsprojekter nu får midler til hver især at bidrage til, at vi får dokumenteret klimaeffekter og sideeffekter for lovende klimateknologier på en række indsatsområder, siger Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S).

Artiklen fortsætter efter annoncen

En række store forskningsprojekter skal finde ud af, hvordan man bedst håndterer gødning fra svin og køer, så man får mindst mulig udledning af drivhusgasserne, metan og lattergas og mindre udledning af miljøskadelig ammoniak.

Derfor opfører forskere ved Aarhus Universitet og Seges Innovation nye gylletanke, så forskerne kan afprøve nye metoder under kontrollerede forhold.

Klimagevinster ved at optimere gyllens vej fra stald til biokul på marken
Se også:

Klimagevinster ved at optimere gyllens vej fra stald til biokul på marken

Biokul som virkemiddel

Biokul er udpeget som et af de centrale klimavirkemidler i den grønne trepartsaftale. Biokul kan fremstilles af restprodukter fra landbruget, som blandes ned i jorden, hvor det kan lagre CO₂ i mange år.

Et forskningsprojekt skal dokumentere, hvordan biokul påvirker jordens sundhed, næringsstofkredsløb, og drivhusgasudledning under danske forhold.

Når der spredes gylle på jorden omdannes kvælstof til nitrat i jorden samtidig med, at der udledes lattergas, som er en kraftig klimagas. Forskningen skal undersøge om såkaldte nitrifikationshæmmere kan bremse processen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lykkedes denne manipulation af de kemiske processer, vil det samtidig også mindske udvaskningen af nitrat, som mange steder forurener grundvandet.

Midlerne, der er afsat i Aftale om fordeling af forskningsreserven mv. i 2025, er en del af en ny holistisk tilgang til grøn forskning og innovation, der blev præsenteret i efteråret 2024 i forsknings- og innovationsudspillet "Fart på fremtidens grønne løsninger - En styrket indsats for grøn forskning, innovation og klimaløsninger".

Udspillet skal bidrage til at reducere udviklings- og implementeringsbarrierer for konkrete klimaløsninger og derved den videre udvikling og implementering af nye klimaløsninger i landbrugs- og fødevareerhvervet, så Aftale om et Grønt Danmark kan omsættes til praksis, og Danmark kan leve op til nationale klimamål og internationale forpligtelser.

Sådan sikrer du optimal udnyttelse af kvælstof i gyllen
Se også:

Sådan sikrer du optimal udnyttelse af kvælstof i gyllen