Lad mig slå én ting helt fast fra begyndelsen: Danmarksdemokraterne vil have rent drikkevand. Det er ikke til diskussion, og det bør der ikke herske nogen som helst tvivl om. Men netop fordi målet er vigtigt, er den måde, miljøministeren fører politik på, dybt bekymrende. Den er decideret uansvarlig - og den risikerer at få alvorlige konsekvenser for både retssikkerheden, erhvervslivet, landbruget og tilliden til den miljøpolitiske beslutningsproces.
I Folketingssalen stillede jeg et helt grundlæggende spørgsmål: Er der et fagligt og juridisk tilstrækkeligt grundlag for at lægge op til brede statslige indgreb - herunder erstatningsfri regulering - på op mod 160.000 hektar landbrugsjord, når kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder først er færdig i 2027, og når ministeren selv har oplyst, at kun 26 procent af TFA stammer fra landbruget?
Det er et spørgsmål, enhver ansvarlig miljøminister burde kunne - og ville - svare klart på. Men ministerens svar var at tale udenom.
I stedet for at levere dokumentation valgte ministeren at løbe i medierne og erklære, at regeringens linje er et pesticidforbud. Det er klassisk Magnus Heunicke-politik: først meldingen, så overskriften og til sidst, hvis overhovedet, tallene. Det kan give gode citater, men det er en dårlig måde at føre miljøpolitik på.
Det minder mere om politisk hasard end reel miljøpolitik.
Man kan ikke anbefale et forbud, før man ved, hvor problemet er. Man kan ikke true med ekspropriation, før man har spurgt en jurist. Og man kan ikke skrive milliardregninger med munden, hvis man ikke aner, om statskassen kan betale. Alligevel er det præcis det, miljøministeren gør.
Han plukker i rapporter, vrider tal og bruger enkeltstående regneeksempler til at retfærdiggøre indgreb mod et helt erhverv. Samtidig ignorerer han, at hovedparten af TFA-forureningen stammer fra andre kilder end landbruget. Det regner også over byerne, minister - og ansvaret stopper ikke ved markskellet.
Når man fører politik på den måde, risikerer man at ramme skævt, ramme for hårdt og ramme de forkerte. Og man risikerer at undergrave respekten for både miljøindsatsen og de myndigheder, der skal håndhæve den.
Danmarksdemokraterne vil have rent drikkevand. Det er et fælles mål, og det tager vi alvorligt. Men vi vil ikke have en miljøminister, der driver politik som et PR-projekt, hvor fakta justeres efter behov, og hvor faglighed først bliver interessant, når den passer ind i fortællingen.
Man kan være uenig politisk. Det er en del af demokratiet. Men man kan ikke være miljøminister uden styr på sit faglige og juridiske grundlag.
Det har ministeren i øjeblikket ikke.
