Tjele Gods overtager fra februar 2026 Stenalt Gods, et økologisk land- og skovbrug på omkring 720 hektar beliggende øst for Randers.
Det meddeler Tjele Gods i en pressemeddelelse.
Stenalt Gods har gennem årtier været kendt som et veldrevet og ambitiøst økologisk landbrug, og overtagelsen markerer et nyt kapitel for ejendommen.
- Det er med både stor spænding og ydmyghed, at vi om ganske kort tid overtager ansvaret for Stenalt Gods. Ejendommen fremstår i dag særdeles velpasset med en stærk og velfungerende produktion, hvilket i høj grad skyldes de tidligere ejere samt de dygtige og dedikerede medarbejdere. De nu tidligere ejere, Dorte Mette Jensen og Arne Fremmich, har gennem flere årtier sat et markant aftryk på Stenalt og gjort stedet til et fyrtårn inden for økologisk planteavl, siger Ditlev Lüttichau, ejer af Tjele Gods.
For den ham har Stenalt Gods haft en særlig betydning i mange år.
- Stenalt har længe været et af de økologiske landbrug i Danmark, som har inspireret mig. Helt tilbage fra dengang, hvor der udover planteavl også var geder og produktion af økologisk gedemælk på ejendommen. Med overtagelsen ser vi frem til at kunne videreføre produktionen og på sigt tilbyde nye, spændende økologiske produkter til forbrugerne, i første omgang med fokus på økologisk korn og specialafgrøder, siger han.
Med opkøbet kommer Tjele Gods op på omkring 4.700 hektar økologisk jord. Godset tæller desuden 1.850 økologiske malkekøer på flere ejendomme.
Medarbejdere fortsætter
Hos de nu tidligere ejere af Stenalt Gods, Arne Fremmich og Dorte Mette Jensen glæder de sig over, at godset er solgt Lüttichau.
- Vi har omlagt og drevet Stenalt økologisk siden 1995, og det er en stor glæde for os, at den økologiske drift nu kan fortsætte efter mere end 30 år med Tjele Gods som ejer. Samtidig betyder det meget for os, at vores dygtige og loyale medarbejdere er blevet inviteret til at fortsætte deres ansættelse og engagement i driften. Vi ønsker Tjele Gods alt godt i deres videre arbejde og indsats for øget kvalitet og udbud, skriver de i en fælles udtalelse.
Ditlev Lüttichau byder Stenalt Gods medarbejdere velkommen til den nye konstellation og ser frem til at føre stedet videre.
- Vi glæder os til at byde Stenalts medarbejdere velkommen og i fællesskab videreføre stedet med økologi som et naturligt og bærende omdrejningspunkt.





