Alle er i øjeblikket meget optaget af, at en præsident i et land vi mente var en tæt allieret, truer med at tilegne sig Grønland. Midlerne underordnet - hensigten er klar.
Reaktionerne hos de udsatte og deres vanlige støtter understreger situationens alvor. Trumps ageren kan kun foragtes, og det er svært at finde ord, der kan beskrive hans galskab.
At tilegne sig en andens ejendom og diktere en fremtid, under påskud af, at det er i god sags tjeneste, er normalt ikke et issue i et demokrati, og slet ikke i Danmark......... eller er det?
Når nu nationen ikke er optaget af nogle fantastiske håndboldkampe eller en galning fra Washington, ja så står der "grøn omstilling" på dagsordenen.
Under dække af, at vandkvaliteten i vore omkringliggende farvande er i en dårlig forfatning og et påskud om, at biodiversiteten burde være anderledes, er det lykkedes en rød-grøn magtelite at udfærdige en plan kaldet "Aftale om Grøn Trepart".
En række tiltag som påstås at gavne miljøet til vands, til lands og i luften er politisk besluttet, dog vil jeg hellere kalde det "dikteret". Tiltagene mangler den videnskabelige dokumentation for en miljøgavnlig effekt. Det meste hviler på antagelser og modelberegninger. Målinger benyttes ikke - idet de kan forstyrre den politiske dagsorden.
At diktere en omlægning af 20 procent af landbrugets areal, er reelt en udhuling af landmændenes og følgeerhvervenes eksistensgrundlag.
Og nej - det er ikke frivilligt som ellers påstået af den politiske verden med minister Jeppe Bruus i spidsen. Vil jordejerne ikke afgive, kommer der yderligere begrænsninger på det tilbageværende areal. Det har minister Heunicke "lovet" i form af reduktion af kvælstofkvoten.
Og som om det ikke var nok, ja så fandt miljøministeren meget belejligt en kritisk rapport om vort grundvand som bonusinformation. Ikke specielt fagligt valid, men fin til lejligheden. Sådan lidt "Trump´sk".
Det er desværre ikke kun et par socialdemokrater, der har overset landbrugets betydning for Danmark. Regeringen med tilløb af partier, der er på konstant udkig efter stemmer, har tilsluttet sig jagten på det land, der hedder "landbruget".
Det er knageme usundt for fødevareforsyningssikkerheden. Det er usundt for velfærdssamfundet.
Det er politik når det er værst.





