Fjerkræ er nu et speciale på linje med kvæg, planter og grise på Bygholm Landbrugsskole, meddeler landbrugsskolen i en pressemeddelelse.
Skolen har fået et tilskud fra Region Midtjylland til at udvikle og målrette undervisningen, så de kan blive den førende skole inden for uddannelse til fjerkræ og æg-produktion.
Forstander Lotte Ipsen er taknemmelig for, at Region Midtjylland også har set formålet med at satse på fjerkræbranchen og behovet for målrettet uddannelse inden for denne produktionsgren.
-Alle forventer en stigende efterspørgsel og dermed udvidelse i produktionen de næste mange år, så behovet for specialiseret arbejdskraft stiger tilsvarende, siger Lotte Ipsen.
Skolen har igennem de sidste par år været i tæt dialog med fjerkræbranchen, både producenter og leverandører, og aftagere af produkter, og de efterspørger alle opdateret viden og medarbejdere, der har kompetencerne til at drive produktionen.
- Og nu har vi muligheden for at frikøbe ressourcer til at opbygge et tæt samarbejde med branchen om en toptunet og fremtidssikret uddannelse for fremtidens producenter, siger forstanderen.
I 2025 har Bygholm Landbrugsskole fokuseret på at udvikle et godt forløb med fjerkræ på 1. hovedforløb, hvor 9 motiverede elever deltog og yderligere 28 elever snusede til fjerkræbranchen, og skolen håber, at de bevarer interessen, når de kommer tilbage på 2. hovedforløb i 2027.
Faglærerne Jacob Carlsen, Helena Hjortshøj og Henrik Schneider er de primære undervisere på specialet.
- Vores mål er at undervisningen skal være meget praksisorienteret og problembaseret med mange undervisningstimer ude i staldene. Det betyder, at vi arbejder tæt sammen med en gruppe af producenter, der stiller deres besætninger til rådighed i undervisningen på forskellige måder. Og hvad der kommer til at fungere i praksis, er det, projektet skal være med til at afdække, uddyber Lotte Ipsen.
Underviserne har været på inspirationstur til Holland, der arbejder intensivt med problembaseret undervisning og fjerkræ, fordi denne type undervisning motiverer og øger indlæringen hos eleverne - Det vil vi oversætte til danske forhold og bygge vores fjerkræspeciale op om, fastslår underviser Jacob Carlsen, som er en af de centrale undervisere på specialet.
I dette arbejde har vi været heldig at få både AU-Viborg og Spiras's fjerkrækonsulenter med til at udvikle og supportere, så vi rammer de rigtige typer cases og får opbygget en god vidensbank, eleverne får adgang til.
-Vi ser meget frem til samarbejdet med hele branchen, så vi kan være fælles om at løfte kompetencerne og fremtidssikre et erhverv i fremdrift, slutter forstander Lotte Ipsen.
Rugeægsproducent Jeppe Mouritsen er en af de landmænd, der indgår i projektet og som vil stille sin besætning til rådighed, er meget glad for, at der kommer et speciale indenfor fjerkræproduktion.
- Vi er lidt en niche i landbruget, men fremtidsudsigterne er gode, og efterspørgslen for både kyllingekød og æg er stigende på verdensplan, så vi har brug for både ny viden, dygtige medarbejdere og nye producenter, der kan løfte opgaven både nu og i fremtiden. Derfor er jeg glad på branchens vegne, at der kommer fokus på uddannelsen af fremtidens fjerkræproducenter, udtaler Jeppe Mouritsen, som samtidig er formand for L&F Fjerkræ.





