Seges Innovation udvider ledelsen til otte, idet administrerende direktør Lisbeth Henricksen har sat sit hold, som skal styrke virksomheden fremadrettet.
Det skriver Seges innovation i en pressemeddelelse.
Den nye organisering indebærer etablering af et Executive Leadership Team med otte medlemmer bestående af både eksisterende og nye ansigter.
Formålet er at sikre landbrugsfaglighed og digitale kompetencer i topledelsen samt styrke det kommercielle fokus og skabe en mere sammenhængende og handlekraftig virksomhed på tværs af alle forretningsområder.
- Med den nye topledelse sikrer vi et stærkt samspil mellem faglighed, innovation og forretning. Det giver os bedre forudsætninger for at sætte tydelig retning, træffe beslutninger hurtigere og omsætte viden til løsninger, der skaber værdi i praksis og for vores kunder, siger Lisbeth Henricksen,
Det nye Executive Leadership Team består af profiler med en bred erfaring fra blandt andet internationale virksomheder og forskningsinstitutioner:
- CEO Lisbeth Henricksen
- CFO Carsten Jespersen
- Senior Vice President (SVP) Innovation & Impact Jens Elbæk
- SVP Research & Business Development Kent Myllerup
- SVP Digital Delivery & Operations Carsten Pedersen
- SVP Business Development & Sales Keld Ellesgaard
- SVP Portfolio & Process Management Anne Cathrine Thorup
- SVP Organisation & Strategy Rina Valeur Simonsen.
Duoledelse
Et centralt element i den nye organisering er duoledelse af de to største kerneområder: Innovation samt den digitale forretning.
Ledelsen deles mellem profiler med kompetencer, der komplementerer hinanden, og som arbejder ud fra fælles mål.
Det skal sikre balance mellem forskningsmæssig tyngde, partnerskaber, markedsforståelse og kommerciel eksekvering og dermed øge sandsynligheden for, at nye løsninger får reel gennemslagskraft hos kunderne.
Opdeler husdyr
Som led i den nye organisering opdeles Seges Innovations husdyrafdeling i tre selvstændige faglige afdelinger henholdsvis Gris, Kvæg og Heste.
Opdelingen skal ifølge Seges Innovation styrke det faglige fokus og sikre øget specialisering og højere innovationskraft inden for de tre områder.
De nye afdelingschefer er alle erfarne profiler fra Seges Innovation:
- Afdelingschef for Gris Tina Sødring Sørensen
- Afdelingschef for Kvæg Anders Fogh
- Afdelingschef for Heste Jørgen Kold
Med særskilte afdelinger får især grise- og kvægområdet bedre forudsætninger for at udvikle målrettede løsninger inden for blandt andet klima, miljø, dyrevelfærd, digitalisering og produktivitet.
Som følge af forfremmelsen af Jens Elbæk til SVP i nye Executive Leadership Team, udnævnes Carsten Fabricius som ny afdelingschef for Planter & Miljø.
Hidtil har Carsten Fabricius stået i spidsen for underafdelingen Planteværn.





