Med tre daglige malkninger bruger medarbejderne på Vestermark Agro mange mandetimer på at vaske malkestalden.
Nu har bedriften investeret i en vaskerobot, der hurtigt og effektivt vasker anlægget efter malkningerne af de 1.000 årskøer i malkestalden med 2x40 pladser.
For tre måneder siden tog malkebedriften robotten i brug. Normalt sælger virksomheden Washpower robotterne til grisestalde og fjerkræbedrifter, men nu er den første malkebedrift klar til at gøre forsøget.
- Når malkestalden på Vestermark Agro skal vaskes, foregår det lidt omvendt i forhold til en grisestald. Hvor man hos grise typisk sætter robotten i gang først og derefter finvasker manuelt, gør Vestermark Agro det modsatte, fortæller Brian Mikkelsen, der er marketingsmanager hos Washpower, som viser vaskerobotten frem på Nutrifair.
På Vestermark Agro vasker personalet først strategiske steder manuelt, hvorefter de sætter robotten til at klare resten - især de områder, den er bedst til.
De vasker tre gange i døgnet alle ugens dage. Typisk er de to mand om opgaven, og med robotten sparer de nu samlet omkring 30 minutter pr. vask. På en uge løber det op i en besparelse på 10-11 timer.

For Vestermark Agro er teknologien stadig ny, og mælkeproducent Jakob Sejersbøl mener, at der potentielt er mere tid at hente, når bedriften får optimeret arbejdsgangen. Målet er, at en medarbejder fra vaskeholdet hurtigere kan sendes videre til andre opgaver, fortæller han.
Vaskerobotten er som udgangspunkt identisk med robotten til grisestalde, dog er dyserne lidt anderledes og spreder vandet lidt mere end i grisestaldene. Dyserne kan justeres til behovet i den enkelte malkestald.
Robotten bruger kun vand og vasker med et tryk på 100 bar.
Fast del af vasketeamet
Vestermark Agro drives af brødrene Jakob og Erik Sejersbøl. Idéen om en robot opstod faktisk for en del år siden, hvor brødrene drøftede muligheden med Washpowers medejer og opfinder, Jakob Søndergaard og sælger Morten Gramstrup. Tiden gik, men ved lidt af en tilfældighed løb Jakob Sejersbøl ind i Morten Gramstrup igen. Snakken blev genoptaget, og en aftale kom i hus, oplyser de hos Washpower.
Nu har Vestermark Agro haft robotten i tre måneder, og den er blevet en fast del af vasketeamet. Robotten er installeret i malkestalden, hvor den finder vej ned gennem anlægget ved hjælp af en stålwire, som Vestermark Agro selv har fået monteret til at guide den.
Da beslutningen om at investere i robotten skulle tages, var tidsbesparelsen den primære faktor, men arbejdsmiljøet vejede også tungt.
Jakob Sejersbøl fortæller, at robotten letter arbejdet for medarbejderne, der nu bruger mindre tid på det fysisk krævende arbejde med en højtryksrenser.
Især om natten sætter medarbejderne pris på vaskerobotten, da de kan lade den gøre arbejdet færdigt, mens de selv kan holde fyraften.
- Robotten bliver aldrig træt, den har samme energi og tempo hele døgnet rundt, fortæller Brian Mikkelsen, der er marketingsmanager hos Washpower.
Han forventer sig meget af denne type vaskerobot rundt i landets malkestalde.


