På Danske Svineproducenters generalforsamling lød der fra formand Jeppe Bloch en kras kritik af Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard og H.C. Gæmelkes strategi i forbindelse med TV2-dokumenteren, "Hvem passer på grisene?".
I debatten tog Søren Søndergaard ordet og kvitterede for kritikken. Det gjorde han, med sympati for- og støtte til formanden og foreningens søgsmål, der mandag igen er for retten. Denne gang landsretten.
- Jeg vil gerne sige til dig, Jeppe, at jeg virkelig håber, I vinder den opfølgende retssag på mandag. Derfor kommer vi i L&F også til at se på, hvordan vi kan støtte jer i sagen om fogedforbuddet, hvis retten giver mulighed for at køre sagen som en regulær retssag, sagde L&F's formand til sin modpart hos svineproducenterne.
Søren Søndergaard havde også indbrud i sine stalde i forbindelse med TV-dokumentaren, og han kaldte indbrud af aktivister på privat ejendom for fuldstændigt uacceptabelt.
Samtidig tilføjede han, at han ligesom de tre andre, der havde indbrud, var helt klar over, hvor grænseoverskridende det var, og hvad det kostede både familie og medarbejdere.
- Danskerne er blevet præsenteret for et stykke kampagnejournalistik, som bliver solgt som fakta. Det er dybt problematisk og skadeligt for den offentlige debat og vores erhverv. TV2 har begået et journalistisk svigt af dimensioner ved at viderebringe billederne, sagde Søren Søndergaard.
Han fortalte, at han selv havde ført mange, lange korrespondancer med produktionsselskabet Kompagniet og TV2, og at han også personligt havde kæmpet hårdt mod dokumentaren.
- Som I ved, så stillede H.C. op i dokumentaren og i medierne for som formand for L&F gris at forsvare vores erhverv på en svær dagsorden. Det har jeg den dybeste respekt for, sagde Søren Søndergaard om H.C. Gæmelke, formand for L&F Gris´ indsats.
H.C. Gæmelke tilføjede desuden separat i debatten, at han skam også havde haft advokater til at undersøge, om han kunne tage retslige skridt i en retssag, der kunne vindes, men at han havde fået modsat rådgivning i forhold til Danske Svineproducenter.
Derfor valgte L&F også en anden strategi end retssager i forbindelse med dokumentaren. Ikke desto mindre, så støtter Søren Søndergaard og L&F retssagen.
- Det er vigtigt, at vi får sat en grænse. En grænse, som ikke bare vi, men også mange andre faggrupper vil have gavn af. For, hvor er vi, hvis det bliver tilladt for alverdens aktivister at filme i skjul på privat ejendom? Kun fantasien sætter grænser, hvis det, som vi har været udsat for, bliver stemplet som lovligt, slog Søndergaard fast.

