Flere end 200 andelshavere har valgt at overlade indkøb af færdigfoder, råvarer, vitaminer og mineraler til DLG, og siden DLG Partnerskab blev lanceret i 2023, har konceptet oplevet stor fremgang. I 2024 blev der kun tegnet 14 kontrakter.
I en pressemeddelelse oplyser grovvareselskabet, at i de seneste måneder har andelshaverne særligt efterspurgt at blive en del af fællesskabet inden for afgrødeopkøb, hvor man overlader ansvaret for salg af afgrøder fra høsten 2026 til DLG.
- De foreløbige mængder, der er tegnet kontrakt på frem mod høsten, er allerede fordoblet i forhold til sidste år, så det er en ret vild udvikling. Der er en stigende accept og anerkendelse af, at markedsforholdene er markant sværere at navigere i end tidligere, og der har vi nogle dygtige folk, der hele tiden holder øje med, hvad der sker. Jeg tror, det er det, der tiltaler vores ejere, som jo har mange andre daglige gøremål end at læse rapporter og følge med i vind og vejr i Sydamerika, siger Jan Kristensen, der er markedschef for DLG Partnerskab.
Til høsten i 2024 lavede DLG et pilotprojekt med 14 andelshavere. Frem mod høsten i år har altså mere end 200 andelshavere allerede tegnet kontrakt. En af dem er Johnny Torp Kristensen, der driver griseproduktion og planteavl ved Harboøre. Han har valgt at give DLG ansvaret for at sælge sin raps for den kommende høst.
- Jeg må bare erkende, at jeg brugte meget tankevirksomhed på at forholde mig til, hvornår der skulle købes og sælges, og det har virkelig været en lettelse at lægge det fra mig, samtidig med at jeg selvfølgelig måler DLG på, om de leverer varen, siger Johnny Torp Kristensen.
DLG har partnerskabskunder inden for færdigfoder, råvarer, vitaminer og mineraler og afgrødeopkøb, men forventer, at udvide konceptet de kommende år.

