Han bliver både kaldt en rigtig opfinder og Thy-Mors' svar på Georg Gearløs.
Michael Stolberg-Rohr har både været med til at bygge sit eget biogasanlæg, en 16 tommer gyllepumpe, og han har ombygge en traktor til en med tre hjul for at få lavet en ensartet jordpakning og det perfekte såbed i både løs og fast jord. Bare for at nævne et par eksempler.
- En ting er lysten til at lave ting, men noget andet er også at få det effektiviseret og se sammenhængen i de forskellige ting. Det der med at lave ting magen til alle andre og kun kan skille sig ud på prisen, det er der ikke altid så meget sjov i, siger Michael Stolberg-Rohr i denne uges udgave af podcastserien Maskinstationen, som Jysk Medieproduktion udgiver.
Michael Stolberg-Rohr har været på Skinnerup Maskinstation i 26 år, og var i løbet af de år med i mange spændende projekter. Det var også i de år, hvor han fik ideen til etableringsmaskinen Opti Weeder.
Michael Stolberg-Rohr er i dag medejer af og direktør hos MSR Plant Technology.
Hør meget mere om Michael Stolberg-Rohrs karriere i podcasten Maskinstationen, der er link til øverst i artiklen.





