Lyt til artiklen:

Debat: Skynd jer langsomt med den grønne trepart

00:00
Hastighed: ???x
03:00

I 2026 skal den grønne trepart for alvor implementeres, og det bliver i høj grad en opgave for landets kommuner. Også Aalborg. Man kan sige meget om treparten, men realiteten er, at den er kommet for at blive. Vi skal forholde os til den.

Vi lever i en tid, hvor krig ikke længere føles så langt væk fra Danmark. Vi lever i et Europa, der må rykke tættere sammen og tage større ansvar. Samtidig er Europa ikke selvforsynende med fødevarer, og netop derfor er det afgørende, at vi fastholder en stærk fødevareproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ser vi på vores nabolande i Skandinavien, rydder de skov for at skabe mere landbrugsjord. I Danmark - i den grønne trepart - gør vi det modsatte. Vi tager landbrugsjord ud af drift, hvilket betyder, at vores fødevareproduktion vil falde. Fødevarerne bliver dyrere.

Danmark er et ideelt landbrugsland, og vi har i generationer været kendt for at producere fødevarer af høj kvalitet - ikke kun til os selv, men til resten af verden. Skal den produktion nu flyttes til andre lande, hvor kravene og kvaliteten måske er lavere?

Betyder det noget, at vi fortsat kan købe dansk mælk, smør og kød? Det gør det for mig. Og jeg håber, at det også bliver taget med i overvejelserne, når der skal udpeges landbrugsjord, som fremover skal omdannes til naturområder.

Stærkt landbrug i fremtiden

Vi lever i en ny tid, der synes langt fra den tid, hvor den grønne trepart blev undfanget.

Jeg er ikke imod den grønne trepart. Men jeg ønsker også et stærkt dansk landbrug i fremtiden. Den udvikling, vi ser nu, risikerer at afvikle dansk landbrug - og dermed produktionen af danske fødevarer. Derfor: Inden man tager jord ud af produktion, inden man fjerner midler til bekæmpelser af skadedyr, svamp osv. - så lad os se hvad vi kan gøre i stedet. Lad os forske i nye midler og lad og se hvordan vi bevare en produktion af fødevare til gavn for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk landbrug har i årtier vist, at det er omstillingsparat, og at landbruget tager ansvar for klima og miljø. Faktisk er det i landbrugets egen interesse at passe på naturen og sikre et bæredygtigt grundlag for fremtidige generationer.

Det, vi ser nu, opleves ikke som en omstilling, men som en afvikling af dansk landbrug. Og det kan - og vil - vi ikke være med til.

Der skal findes løsninger, hvor klima, natur og fødevareproduktion går hånd i hånd. Hvor vi reducerer udledninger og beskytter miljøet uden at flytte produktionen - og arbejdspladserne - ud af landet.

For hvis vi ikke producerer vores fødevarer i Danmark, bliver de produceret andre steder. Ofte med lavere standarder for både klima, miljø og dyrevelfærd. Det gavner hverken klimaet eller Danmark.

Mit råd til regeringen, kommunerne og alle involverede parter er derfor: Skynd jer langsomt.