Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kalkafgiften udskydes til 2030
Søren Søndergaard kalder afgiften et fagligt vildskud.
Ifølge formand for Landbrug & Fødevare er udskydelsen både fagligt og praktisk nødvendig.
- Det er det eneste rigtige at gøre. Der skal selvfølgelig ikke pålægges klimaafgift på tiltag i produktionen, der ikke belaster klimaet. Kalk er afgørende for en sund jord, god jordstruktur og optimal udnyttelse af næringsstoffer, der giver kvalitet til landmandens afgrøder, siger Søren Søndergaard.
Den oprindelige plan lød, at en kalkafgift skulle træde i kraft i 2028. Efter at blandt andet L&F har påpeget manglende klarthed over en evt. Klimabelastning, er implementeringen nu foreløbigt udskudt til 2030, skriver L&F i en pressemeddelelse.
Søren Søndergaard henviser til, at forskningen på området ikke er entydig.
- Vi har gennem hele forløbet peget på, at der ikke er forskning, der klart påviser, at mindre brug af kalk er en fordel for klimaet. Der er sågar forskning, der peger på, at tilførsel af kalk til sur jord kan reducere udledningen af lattergas - og kalkning altså kan have en positiv klimaeffekt, siger han.
Andre formål end landbruget
Partierne bag aftalen har også noteret sig, at en eventuel afgift vil være vanskelig at administrere, fordi kalk bruges i flere sektorer og derfor kan være svær at skelne fra kalk til andre formål end landbruget.
-Den erkendelse er heldigvis også nået til Christiansborg. Vi har ikke brug for mere administrativt bøvl.
Udskydelsen betyder, at forskningen nu skal afdække klimaeffekten nærmere, før der træffes endelig beslutning. Samtidig bliver kalkafgiften i aftalen erstattet af en afgift på overløb af spildevand.
Det kalder formanden for "en win-win".
- Når forskningen har afdækket klimaeffekten af udbragt jordbrugskalk, så skal der ifølge den politiske aftale tages fornyet stilling til afgiften. Min forventning er, at det vil vise sig, at en afgift på kalk ikke gavner klimaet. Og at kalkafgiften derfor ryger i glemmebogen. Den ligner ærligt talt også et fagligt vildskud, afslutter Søren Søndergaard.

