Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nye krav og øget kompleksitet i 2026
Planteproduktionen er udfordret.
Både af ny kvælstofregulering, forbud mod PFAS-pesticider, skærpede miljøkrav, kommende arealomlægning og stigende usikkerhed om rammevilkårene. Og dermed vokser både krav, kompleksitet og behovet for nye løsninger.
På den baggrund samles 1800 landmænd, rådgivere, forskere og myndighedsrepræsentanter 7. og 8. januar til Plantekongres 2026.
Der er lagt op til dage med faglig sparring, udveksling af ny viden og netværk samt drøftelse af strategier og løsninger på de udfordringer, der præger den kommende sæson.
- Plantebranchen kigger ind i en fremtid med langt flere ubekendte end længe - business as usual er for mange ikke en løsning længere. De skal træffe store beslutninger på et strammere vidensgrundlag, og derfor kræver hverdagen nytænkning, mere faglig sparring, flere perspektiver og konkrete redskaber. Plantekongressen samler netop forskning, rådgivning og praksis, så vi sammen kan finde retningen for 2026, siger Jens Elbæk, afdelingschef i Planter & Miljø i Seges Innovation.
PFAS, kvælstof og nye veje
Årets program for Plantekongressen går tæt på nogle af planteproduktionens mest afgørende og aktuelle temaer - lige fra hands-on-viden fra landmænd til teknologiske løsninger og ny forskningsbaseret viden.
Fra programmet kan blandt andet nævnes:
Planteproduktion uden PFAS - hvordan klarer vi os med færre aktivstoffer? Ny kvælstofregulering - sådan rulles den ud i praksis. Fremtidens majsdyrkning Kartoffelbranchen i modvind - hvad gør vi nu? Ny tilgang til at bekæmpe sygdomme i afgrøderne. Derudover præsenterer Seges Innovation nye resultater fra årets landsforsøg og viser, hvordan viden om etableringstidspunkt, markdata og digital beslutningsstøtte kan løfte udbytte, økonomi og samtidig reducere klimaaftryk.
Årsmøde
Optakten til plantekongressen er årsmødet i Landbrug & Fødevarer Sektor for Planter. Her giver sektorformanden og sektordirektøren et indblik i de politiske og faglige rammer, der kommer til at præge planteproduktionen de kommende år - herunder den grønne trepart, ny kvælstofregulering og den forventede arealomlægning.
Ved årsmødet kåres også Årets Plantespire 2026, som hylder et ungt talent i plantebranchen, der viser mod, nyskabelse og evnen til at udfordre gængs praksis.
Og som noget nyt i 2026 introducerer Plantekongres 2026 et engelsk spor, hvor danske og internationale forskere deler viden, erfaringer og resultater.
- Det giver plads til, at både danske og udenlandske medarbejdere kan deltage sammen og styrker kongressens rolle som et mødested, hvor international forskning møder dansk praksis, oplyser L&F.
Kongressen tilbyder desuden AI-baseret oversættelse til engelsk af de danske indlæg, så engelsksprogede kolleger kan følge med i endnu flere faglige sessioner.

