I sommer nåede rundturen i den danske maskinbranche til Hadsten, hvor en ny spiller havde gjort sig bemærket, da forretningen netop var blevet udnævnt til Krone-forhandler.
Brdr. Jensen Sales er en ganske ung virksomhed. Brødrenes forretning har bare to år på bagen, og det er først for ganske nyligt, at salg og service af landbrugsmaskiner er blevet en del af forretningen. Brdr. Jensen Sales var fra en start alene en bilforretning, der importerer og sælger fede, nyere og brugte biler.

Bilforretningen har hjemme i Låsby, mens maskinværkstedet, og nu maskinforretningen, har hjemme i Hadsten, hvor man lejer sig ind i den store maskinhal hos Balling-Bro på Brogårdsvej.
- Vi driver virksomheden sammen og kan hjælpe og støtte hinanden på tværs, men i realiteten, så er det to forskellige virksomheder, hvor jeg har ansvaret for maskinforretningen, og min bror har ansvaret for bilforretningen, siger 32-årige Mikkel Jensen, der er uddannet landbrugsmaskinmekaniker, og har trådt sine første sikkerhedssko hos en lokal Claas-forhandler, hvor høstmaskiner altid har fyldt meget.
I det nordjyske havde Maskinbladet fornøjelsen af at besøge "ham med hunden".
Siden år 2000 har landmanden Kim Toftegaard Nielsen fra sit nordjyske landsted købt og solgt brugte maskiner. Med lidt hurtig hovedregning kan man derfor konstatere, at han i år kan fejre sit 25 års jubilæum.
- Det er sgu da også rigtigt. Det havde jeg faktisk ikke rigtigt tænkt over, griner 62-årige Kim Toftegaard Nielsen.

Mørkledet Maskiner er nok bedst kendt for sit udvalg af brugte John Deere-traktorer og Hydrema-rendegravere. Det, og så selvfølgelig den hvide schæferhund, Felix, der altid er med på billederne af de maskiner, forretningen sætter til salg.
Mørkledet Maskiner har igennem årene opbygget en omfangsrig og stabil forretning og omsætter årligt omkring 80 brugte traktorer og 40 brugte rendegravere, samt en god mængde andre maskiner og redskaber.
I september besøgte Maskinbladet, det, som undertegnede skribent ganske bramfrit har kaldt en af Danmarks flotteste maskinforretninger.
Helms TMT-Centret har været repræsenteret i Ringsted igennem årtier. Men aldrig så synligt og aldrig med så mange medarbejdere, som i dag.

Og uden at forklejne andre, så er det nye domicil med facaden i træ mod motorvejen klart blandt de flotteste og mest markante i Danmark.
Den heftige investering i Helms TMT-Centret i Ringsted er ifølge afdelingsleder Kim S. Hansen, det synlige bevis på, at familien Helms ser sig som branchens professionelle samarbejdspartner i de næste mange år.
På Falster var det Karl Mertz tur i rammen. Det portræt var blevet overhalet af nyheden om, at to afdelinger stod foran lunkning.
En telefonopringning fra en kunde blev startskuddet på en kommunikationsstorm hos maskinforhandleren Karl Mertz.
Lukningen af afdelingerne i Horreby og Rønnede var planlagt til senere at blive rullet ud trin for trin, men rygter førte til en offentliggørelse før planlagt.
- Vi er i en industri, hvor sladder og historier løber side om side, og nogle gange går det hurtigere end 100-meter-løberen, og det fik jeg at sande, da der var en kunde, der ringede og delte med mig, hvad han mente, vi havde af planer og strategier. Så Jesper og jeg blev hurtigt enige om at iværksætte processen hurtigere, end ellers planlagt, fortalte den administrerende direktør hos Karl Mertz, René Jensen, fra maskinforhandlerens hovedkontor i Sakskøbing.
Siden portrættet af Karl Mertz har bestyrelsen i slutningen af november valgt at afbryde samarbejdet med direktør René Jensen.
I Grindsted portrætterede vi en helt ny maskinforretning. Maskincentrum i er en helt ny maskinforretning.
Men Case IH forhandleren er dog på sin vis alligevel gammel i gårde. Der er nemlig tale om en søsterforretning til Maskincentrum i Aulum, som ejes og drives af Carsten Carøe Sørensen, indehaver af Sørensen og Lynggaard i Viborg og Peter Nielsen, indehaver af Salling & Nordvestjysk Traktorservice.
De to rutinerede maskinhandlere har i mange år kørt parløb om Case IH forhandlingen i hele det midt- og vestjyske området. Det sker i regi af forhandlernetværket Midt-West, der strækker sig fra Grindsted over Aulum til Viborg, Spøttrup og Hurup i Thy.
I nordjyske Mejlby holder den lokale maskinforretning fanen højt.
Mens udviklingen på maskinmarkedet, i lighed med strukturudviklingen i landbruget, samler forretningerne på færre og større enheder, så har maskinforretningen Memas vind i sejlene i slipstrømmen på de store spillere.

- Jeg tror, at vores spillerum vil blive større med tiden. Og vi skal fortsætte med det, vi er gode til, og det, vi ved noget om. Og det er blandt andet John Deere, siger Brian Bay Christensen, der er salgsansvarlig og medejer af Memas.
Årligt sælger Memas omkring 40 nyere, brugte John Deere-traktorer, samt ibyttetagne traktorer og et antal til eksport.
For ganske nyligt portrætterede Maskinbladet den danske maskinproducent Agrometer.
Hos Agrometer er man kendt som eksperter på alt indenfor vandingsanlæg, rent vand, gylle og alle typer spildevand. I landbruget kendes maskinproducenten for sit brede produkttilbud på vandingsløsninger og det helt særlige gylleudbringningskoncept.
Overordnet inddeler Agrometer sit markedsfokus på fire områder; Sport & Park, Industri, Agro og Gyllekoncept. Fællesnævneren for alle Agrometers koncepter er pumper. Og i selskabet findes specialister, der kan stykke stærke løsninger sammen uanset, om opgaven handler om vanding på et fodboldstadion, på golfbaner eller opbygning af pumpeløsninger i store industrianlæg.
Sidste stop på rundturen var hos den forholdsvist lille maskinimportør Engros Concept. Maskinhandler Arne Nielsen solgte i sommeren 2024 sin sidste bid af Holmsland Maskinforretning og har siden skruet op for indsatsen i Engros Concept, der er på plads i et nybygget skovdomicil 400 meter fra hans hjem.

I skovens dybe, stille ro har Arne Nielsen, tidligere indehaver af Holmsland Maskinforretning, nu indrettet sig i bygningen, der stod færdig i maj i år. Ved siden af hans kontor har hans hustru Lene Pedersen indrettet fodterapeutklinik.
Hjertet i bygningen står det lange plankebord, hvor blikket automatisk drages ud gennem de store vinduespartier mod skoven, hvor ægteparret også nyder at bruge tid sammen.





