Siden 2018 har Vagn Jensen Vejrup været fast afløser på Agerbæk og Vittrup Maskinstation. Denne sæson har han blandt andet kørt med en af maskinstationens seks nye Krampe RamBody 900 afskubbervogne på tre aksler med luftaffjedring og mekanisk tvangsstyring.
- Jeg har også kørt med de vogne, vi tidligere havde. Der er de nye vogne meget bedre med deres affjedring, undervogne og stabilisator. Når du eksempelvis bakker op i stakken, er det rigtig rart, at den fylder luft på i den side, der mangler. Det er rart, at jeg altid har en vandret vogn, fortæller Vagn Jensen Vejrup, mens han sidder på førersædet i en Fendt 942, der trækker en af de seks nye vogne.





