Så kom den nye Novana-rapport om vand- og næringsstoftransport for 2024. Og den indeholder flere opløftende og positive resultater, selv om året var det vådeste nogensinde målt.
For det første betød den stramme kvælstofregulering og de mange nye præcisonsgødskningsmetoder, at det våde år til trods, blev det samlede kvælstoftab kun 66.000 ton.
Normaliseret, så man justerer for den ekstra mængde regn, blev det således til blot 45.000 ton kvælstof i alt - det laveste "nogensinde" - og hele 9.000 ton mindre end gennemsnittet for de 5 foregående år på 54.000 ton.
Landbruget har altså reelt allerede reduceret de krævede cirka 9.000 ton som den nye kvælstofreguleringsaftale skal sikre. Fantastisk!
Det fremgår også af rapporten, at forskellen på "naturlige vandløb" og "menneskepåvirkede vandløb" nu også er mindre end nogensinde. 1,3 mg/L kvælstof for naturlige - 3,3 mg/L for menneskepåvirkede.
Regner vil lidt på det, får vi at naturlig baggrund nu udgør cirka 40 procent, punktkilder 10-12 procent og landbruget dermed knap 50 procent - ikke 70 procent som man hidtil har slået landbruget oven i hovedet med.
Dén gamle kæphest, kan altså nu lægges i graven. En reduktion fra 70 til 50 procent svarer i øvrigt til en reduktion på knap 30 Procent for landbrugets andel!
Igen: en fantastisk god nyhed. Heunicke og Bruus burde danske rundt af glæde, og holde pressemøde, hvor de roser landbruget for den sublime indsats og de flotte resultater.
Nu kan de droppe den udskammende retorik, de mange trusler, og den strammere regulering der er vedtaget, kan faktisk løsnes lidt, så man ikke slår specialafgrøderne og den mest værdiskabende planteavl ihjel.
Og i den grønne trepart - hvis mål således også allerede er to trediedele opfyldt, inden man overhovedet er gået igang med at udtage jord - kan man skrue ned for udtagningerne og nøjes med at fokusere på de mest problematiske områder i stedet for.
Men OK. Måske er det julestemningen, der har ramt mig, for så skal jeg nok også tro på nisser, hvis jeg tror på at regeringen vil lytte til fakta og ikke blot fortsætte med at udskamme landbruget. Men man har da lov til at håbe. Det er jo trods alt kun jul én gang om året.





