Lyt til artiklen:

Julesalget er helt i top, men noteringen ligger stille

00:00
Hastighed: ???x
02:24
Udvid

Frem til uge 1 bliver noteringen liggende på 9,75 kroner pr. kg. Det til trods for at julesalget er helt i top, meddeler Danish Crown.

Danish Crown oplyser desuden at salget af både flæskesteg, julemedister og hakkekød går over 10 procent frem i forhold til sidste år. Slagteriet har i år solgt 15 procent flere flæskestege, 12 procent mere julemedister og 11 procent mere hakkekød end i 2024.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sin markedsberetning skriver slagteriet:

Julen nærmer sig, men det er småt med julefreden på det europæiske marked for grisekød lige nu. Udbruddet af afrikansk svinepest i Spanien betyder, at enorme mængder kød skal finde nye veje rundt i både Europa og globalt.

- Vi står i en situation, der på mange måder minder om den, vi oplevede, da Tyskland blev ramt af afrikansk svinepest. Alle aktører fokuserer på at afsætte deres varer ferske, og det gør markedet meget volatilt og anspændt, fordi det får nogle indkøbere til at vente med at placere deres ordrer til sidste øjeblik, fortæller Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.

Overblik: Sådan har noteringen udviklet sig under Duedahl

Se også:

Overblik: Sådan har noteringen udviklet sig under Duedahl

Det er først og fremmest priserne på forender og skinker, der forhandles om. I juleperioden er der mange kunder, der enten har helt lukket eller kører med en stærkt reduceret produktion, og det sætter helt naturligt sit præg på markedet.

Til og med d. 23. december er der et godt salg til den danske detailhandel, men mellem jul og nytår er det tilbage på de normale niveauer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Juleperioden er altid et puslespil, men i år er det med mange flere brikker end normalt, fordi der er mere kød i markedet. Derfor vil der også være flere af vores sælgere på arbejde end normalt, for vi skal hele tiden være klar til at gribe de muligheder, der opstår i markedet, siger Per Fischer Larsen.

På grund af helligdagene er noteringen gældende for uge 52 og uge 1. Noteringen for uge 2 fastsættes fredag den 2. januar.