Lyt til artiklen:

EU vil tilpasse øko-regler: Tilbageholdelsestiden kan bortfalde

00:00
Hastighed: ???x
03:52
Udvid

EU Kommissionen har netop offentliggjort den første etape med forbedringer af økologireglerne. Det lover godt nyt for danske økologer, skriver L&F i en pressemeddelelse.

- Vi har i L&F lagt mange kræfter i at få sat gang i det her servicetjek af EU's økologiregler. Vi er meget tilfredse med, at Kommissionen nu i første etape leverer et udkast med konkrete forbedringer. Det er ikke kun papirarbejde. Der kommer ændringer, som får direkte betydning ude på gårdene og for de økologiske dyr. Særligt er vi glade for, at Kommissionen bakker op om en justering af kravene til tilbageholdelsestid efter parasitbehandlinger. Det er et vigtigt skridt for både dyrevelfærd og en mere praktisk hverdag for økologerne, siger Hans Erik Jørgensen, formand for L&Fs Økologisektion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så meget tjente et gennemsnitligt landbrug i 2024

Se også:

Så meget tjente et gennemsnitligt landbrug i 2024

Fjernelse af tilbageholdelsestid

Det mest markante forslag er at fjerne kravet om mindst 48 timers tilbageholdelsestid for økologiske produkter efter medicinbehandling.

Det vil især hjælpe æg- og mælkeproducenter, hvor produkter hidtil har mistet økologistatus efter for eksempel parasitbehandlinger. Selv når der anvendes midler med nul dages tilbagehold i konventionel produktion.

Kravet om den ekstra tilbageholdelsestid har været en belastning for danske producenter lige siden den ny forordning trådte i kraft i 2022, og Landbrug & Fødevarer peger på, at man gentagne gange har rejst problemstillingen over for Kommissionen og andre EU-aktører, for at sikre mere praktiske og proportionale regler.

Ændringsforslaget skaber også begejstring hos Ditte Helsted der er bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarers Økologisektion og økologisk ægproducent på Lolland:

- Det vil være en stor gevinst for dyrevelfærden, hvis de her ændringsforslag vedtages. Der må ikke være et økonomisk incitament til at udskyde behandlinger af dyr, og den forslåede ændring vil udrydde netop den risiko. Med de nuværende regler kan vi ikke sælge vores æg som økologiske i syv dage efter, vi har behandlet mod parasitter. Det koster os omkring 120.000 kroner ekstra hver gang, vi behandler vores 36.000 høner, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen rengøringskrav

EU Kommissionen lægger også op til at undlade at indføre særlige krav for brug af rengørings- og desinfektionsmidler. Det vil være en stor lettelse for de danske forarbejdningsvirksomheder. Samtidig lægges der op til en række præciseringer for slagtekyllingeproduktionen der ligeledes passer med de danske ønsker.

Frie Bønder langer ud efter trepartsaftale: Økologien holdes som nicheproduktion

Se også:

Frie Bønder langer ud efter trepartsaftale: Økologien holdes som nicheproduktion

Dertil følger udskydelse af deadline for en række ækvivalensaftaler og forslag der skal gøre det nemmere at opnå en gruppecertificering.

-Vi er til gengæld ærgerlige over, at Kommissionen ikke lægger op til ændringer, der kan harmonisere tilvækstkravene for de økologiske kyllinger. Der er store forskelle på, hvor hurtigt en økologisk kylling må vokse i de forskellige EU-lande, og det giver dårligere konkurrenceforhold for de danske producenter og begrænser udviklingen af økologisk kyllingeproduktion i Danmark. Den udfordring vil L&F stadig kæmpe for at få løst, siger Hans Erik Jørgensen.

Hvad sker der nu?

Forslagene skal drøftes med Europa-Parlamentet og Rådet og vedtages via trilogforhandlinger. Kommissionen håber på en hurtig proces, da der er tale om målrettede tilpasninger.

I 2026 fortsætter forenklingsarbejdet med ændringer af gennemførelsesbestemmelserne, hvor Landbrug & Fødevarer sammen med Copa og Cogeca allerede har forslag klar.