Lyt til artiklen:

Godsejeren med de mange facetter fylder 50 år

00:00
Hastighed: ???x
03:46

Fødselaren er et menneske, der begår sig i mange forskellige arenaer. Det skriver Patriotisk Selskab i en pressemeddelse.

Hun har tidligere kaldt sig for "en hybrid mellem byboer og landmand" - en betegnelse, som også indkapsler bredden i hendes professionelle virke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden hun i 2016 overtog familiebedriften Oreby og Berritzgaard Gods ved Sakskøbing på Lolland fra sin far, lensbaron Fredrik Rosenørn-Lehn, og onkel, har hun gradvist lagt det juridiske arbejde bag sig.

Til hverdag bor hun sammen med sin mand og deres fire sammenbragte børn i Klampenborg. Hun tilbringer gerne et par hverdage om ugen samt weekender og ferier på Berritzgaard, der har været i familiens eje siden 1729.

Christina Ahlefeldt-Laurvig er grevinde og blev i 2023 udnævnt til hofjægermester af H.M. Dronning Margrethe. Hun er dog især kendt som en markant profil inden for dansk landbrug og for sin store flid, dygtighed i bestyrelseslokalet og lederegenskaber.

Markant profil i mandsdomineret erhverv

Som godsejer og engageret i flere bestyrelser har Christina Ahlefeldt-Laurvig den ene fod solidt plantet i den lollandske muld og den anden i mødelokaler, hvor der træffes vigtige beslutninger.

Som medlem af Landbrug & Fødevarers hovedbestyrelse og formand for Patriotisk Selskabs bestyrelse er hun en fremtrædende skikkelse i dansk landbrug - et stadig mandsdomineret erhverv. Tidligere har hun desuden været formand for Sektionen for Større Jordbrug i Landbrug & Fødevarer og bestyrelsesmedlem i Landøkonomisk Selskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et arbejde, som kræver både teknisk og juridisk indsigt, politisk tæft og sine meningers mod. Og det har fødselaren om nogen. Christina Ahlefeldt-Laurvig står ved sine synspunkter og tøver ikke med at træffe de svære beslutninger. Med sin direkte facon, karisma og sit blik for nuancer formår hun at skabe retning og vinde gehør for de sager, hun arbejder for.

For hendes tætte samarbejdspartnere står hun ikke blot som en stærk leder, men også som et engageret og loyalt menneske med vilje til at skabe det bedste resultat. Hun markerer sig bl.a. i debatten om grøn omstilling, privat ejendomsret og jordbrugets rammevilkår.

Hun er optaget af at finde de rette balancer for jordbrugene, så de kan drives som økonomisk bæredygtige forretninger i god sameksistens med det omkringliggende samfund og naturen. Samtidig arbejder hun for at skabe bedre betingelser for, at nye generationer kan gå ind i landbrugserhvervet.

Træder nye stier

Som leder - både på egen bedrift og som bestyrelsesformand i Patriotisk Selskab - er Christina Ahlefeldt-Laurvig kendt for at sætte medarbejdernes trivsel højt. Der er styr på arbejdsmiljøet, og ordentlighed er en helt central værdi i hendes lederskab.

Hun har høje tanker om sine medmennesker og er ligeledes ikke bange for at forvente noget af sine samarbejdspartnere. Christina Ahlefeldt-Laurvig har modet til at adressere udfordringer og skifte kurs, når det er nødvendigt. Hun har et stort udsyn og vil gerne udfordres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere i år tog hun fx initiativ til at invitere et eksternt medlem fra en anden branche ind i Patriotisk Selskabs bestyrelse: Ganske enkelt fordi hun mener, at det er sundt at få friske indsigter og perspektiver ind i beslutningsrummet.

Christina Ahlefeldt-Laurvig trækker gerne i arbejdstøjet og den konstruktive brille, når de mange opgaver, dansk landbrug står over for i disse år, skal løses. Hun tager ikke nødvendigvis den slagne vej, men træder gerne sine egne stier og viser vejen frem.

Med markeringen af sin 50-årsdag står Christina Ahlefeldt-Laurvig midt i et virke, hvor hun både høster resultaterne af sit store engagement og fortsat sætter nye spor mellem de forskellige arenaer, hun færdes i. Også i de kommende år vil hun præge dansk landbrug og de fællesskaber, hun er en del af, ved at gå forrest og skabe relationer og forståelse på tværs skriver Patriotisk Selskab.