Med 299 forskellige afgrøder på de danske marker i 2025 dyrker vi meget andet end de store hovedafgrøder, som først og fremmest udgøres af de almindelige kornsorter samt græs, raps, kartofler, frø og majs.
Der er således masser af nicheafgrøder på de danske marker - og nogle af de helt små afgrøder dækker så lidt som 0,2 hektar. Et kig i Ministeriet for Grøn Treparts opgørelse efter forårets ansøgningsrunde til enkeltbetaling viser, at i alt 299 af 907 afgrødekoder var bragt i spil i fællesskemaet.

