Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Aftale giver millioner til natur og biodiversitet
Med aftalen i dag skifter politikerne fokus fra, hvad der udbringes på marken, til mængden af kvælstof der udledes i vandet, og hvad vandet kan holde til, sådan indledte Jeppe Bruus (S), trepartsministeren, pressemødet i dag, hvor han og aftalepartierne præsenterede kvælstofaftalen.
Aftalen afsætter omkring 345 millioner til at styrke vilkårene for natur og biodiversitet.
Aftalepartierne har blandt andet også sat et mål for, at der skal laves mindst 10 signaturprojekter frem mod 2035.
I aftalen fra den 3. december står der om signaturprojekterne:
"Lige nu vedtages der overalt i landet lokale omlægningsplaner, hvor repræsentanter fra kommunerne, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening sammen tegner fremtidens grønne danmarkskort. Flere steder indtegnes store sammenhængende naturområder som mulige signaturprojekter, hvor eksisterende natur kan sammenbindes ved at tage landbrugsjord ud af drift og udlægge arealerne til ny natur. Aftalepartierne sætter som mål, at der i samarbejde med naturfonde realiseres mindst 10 signaturprojekter frem mod 2035".
Aftalepartierne er enige om at afsætte 10 millioner kroner i 2026 til indledende analyse og kortlægning af cirka fem store sammenhængende signaturprojekter.
Afdækningen af potentielle projekter skal ske med afsæt i projekter, der indgår i de lokale omlægningsplaner i områder med et indsatsbehov eller i områder med stort lavbundspotentiale.
Læs Delaftale om overgang til ny kvælstofreguleringsmodel.
Fem signaturparker
I følge kvælstofaftalen skal projekterne have natur som det primære formål, herunder beskyttet natur og genopretning af specifikke naturtyper, for eksempel overdrev, strandenge og moser.
Arbejdet med den indledende analyse og kortlægning forankres i Naturstyrelsen (NST), i koordination med de lokale treparter. Relevante parter, herunder lodsejere, landbrug, kommuner, organisationer og fonde, vil inddrages i arbejdet og få mulighed for at bidrage til udformning af de konkrete signaturprojekter, skriver regeringen og aftalepartierne i aftaleteksten.
Der igangsættes indledende analyse og kortlægning af minimum 5 store sammenhængende signaturprojekter allerede i 2026 og et mål om at for de resterende fem projekter skal indledende analyse og kortlægning igangsættes, så signaturprojekterne er igangsat inden 2029.
Aftalepartierne vil hurtigst muligt blive præsenteret for forslag til de fem projekter, der kan indgå i den indledende analyse og kortlægning allerede i 2026.





