Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Overblik: Sådan bliver kvælstofreguleringen
I Ministeriet for Grøn Trepart har regeringen og SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre præsenteret en ny model for kvælstofregulering af landbruget.
ifølge parterne vil aftalen sikre en reduktion på cirka 7.900 ton kvælstof. Samtidig kommer der kvælstofreducerende tiltag, der har ligget uden for markreguleringen, ind i den nye model til samlet reduktion på 9.600 ton.
Samtidig indeholder aftalen også 500 tons kvælstofreduktioner fra forbedret rensning at spillevand til samlet 10.100 tons kvælstofreduktioner.
Der er fortsat ting i aftalen, der mangler at blive konkretiseret, især under landmandens virkemidler.
Grænser for kystoplande
Hvert kystvandopland får en grænse for udledning af kvælstof. Den grænse omsættes til udledningskvoter, som fordeles mellem de enkelte landmænd i området.
Det politiske ønske er, at understøtte arbejdet med arealomlægningen, så reguleringen tilskynder til at tage marker ud af drift.
For landmændene vil der være omkostninger forbundet med tilpasningen for at reducere udledningen af kvælstof og efterleve den nye regulering. Det har politikerne valgt at kompensere med midler fra EU's Fælles Landbrugspolitik.
er ydes i de første år også tillæg til sårbare jorder, generel omstillingsstøtte til blandt andet opstart af kvotehandel samt målrettet omstillingsstøtte til kvægbedrifter.
Kompensationen får et loft fra 2032, som sænkes frem mod 2035 og på sigt bliver reguleringen udfaset i takt med at arealomlægningen når i mål.
Kvoter
Der har forud for aftalen været megen virak om hvilken model der skulle bruges i udformningen af kvoter. Var det VISA, eller FLAD, der skulle bruges?
Det politiske svar på det spørgsmål er blevet "Ja" for de kystoplande, der er udpeget som særligt udfordrede.
Her bliver 25 procent af kvoterne fordelt ligeligt ud på hver hektar, den FLADe model, så nogle skal reducere deres udledning mere og andre mindre for at overholde kvoten.
De resterende 75 procent fordeles under hensyntagen til jordens retention, jordtype og afstrømning (VISA-model), så hver hektar får forskellige antal kvoter.
I de kystvandoplande, hvor reguleringstrykket er lavest, dem, der ikke er særligt udfordrede, bliver alle kvoterne fordelt efter VISA-modellen.
Handel med kvoter
Der vil desuden være mulighed for at handle med kvoter, og det gælder også for økologer, der får mulighed for at sælge de af deres kvoter, de ikke bruger, til deres konventionelle kollegaer.
Handel vil skulle foregå internt i et kystvandopland.
Bonus for hurtig udtagning
I nogle områder kan man ikke nå kvælstofreduktionsmålet med regulering, anerkender aftalen. Derfor er det aftalt, at kvælstofeffekten på skitseprojekter på arealer med vådlægningspotentiale tælle med fra start, hvis man som landmand tager jorden ud af drift allerede i 2026, og samtidig forpligter sig på fremdrift i projektet, så arealet senest i 2030 kan blive til natur.
Muligheder
Aftalen indeholder en række muligheder, man som landmand har for at reducere kvælstofudledningen.
Partierne bag har aftalt, at afgrøder og sædskifter kan indgå som nye virkemidler, og placering af virkemidlerne får langt større betydning for den enkelte landmand i planlægningen på markniveau. Nærmere konkrete virkemidler kommer aftalen dog ikke.
Der er dog lagt op til en større fleksibilitet i forhold til såningstidspunkt for efterafgrøder og andet.
Og så bliver kravet om 4 procents brak skrottet. Kravet udfases fra 2027.

