Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Spiras udskifter direktør efter kun ét år på posten
Bestyrelsen i Spiras har mandag afholdt møde for at drøfte den aktuelle situation i organisationen og den fremtidige retning.
Mødet har ført til en ny konstituering af bestyrelsen. Henrik Jessen og Karen Daugaard-Hansen har valgt at trække sig fra formandskabet - men fortsætter begge som medlemmer af bestyrelsen, skriver Spiras i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen har valgt Poul Christensen som ny formand, mens Søren Laustsen og Flemming Skov indtræder som næstformænd.
I forlængelse af konstitueringen er det besluttet at nedsætte et forretningsudvalg, ligesom bestyrelsen undersøger mulighederne for at inddrage eksterne kræfter i det videre arbejde.
Bestyrelsen har besluttet at opsige samarbejdet med administrerende direktør Sverre Vincent Lenbroch.
Sverre Vincent Lenbroch kom fra en stilling i den IBM-ejede virksomhed Red Hat, hvor han blandt andet havde stået i spidsen for et it-transformationsprojekt for en irsk storbank. Tidligere har han også haft ledende stillinger i Marlog, ITD, SOS International og TDC Erhverv.
Det opsagte samarbejde sker blandt andet som følge af en vurdering af eksekveringen af Spiras' strategi.
Tilbage i juli 2024 valgte Lene Gade Hovmøller at fratræde sin stilling som administrerende direktør hos Spiras efter sygdom.
Bestyrelsen har udpeget Lars Schmidt, nuværende afdelingsleder for miljø, fjerkræ, tilskud og natur, som konstitueret administrerende direktør.
Bestyrelsen og ledelsen vil nu sammen arbejde for at sikre en stabil og kontinuerlig udvikling af Spiras med særlig fokus på medarbejdernes trivsel og organisationens samlede retning.
- Der skal lyde en stor og velment tak til Henrik Jessen og Karen Daugaard-Hansen for deres store indsats i formandskabet. De har leveret en betydelig arbejdsindsats, og Henrik Jessen har spillet en markant rolle i fusionen og opbygningen af Spiras. Vores landbrugsorganisation står stærkt og er godt rustet til at møde de fremtidige udfordringer, fastslår Poul Christensen, bestyrelsesformand i Spiras.





