Lyt til artiklen:

Rokade hos TBS frigiver afdelingsleder

00:00
Hastighed: ???x
02:38

1. december bliver skiftedag for en af Jyllands kendte traktorfolk og personligheder i maskinhandlerbranchen. 28. november forlader Gordon Pedersen nemlig efter eget ønske skrivebordet hos TBS Suldrup, hvor han har været afdelingsleder de seneste tre år.

Det fortæller TBS i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mandag starter han bilen i sin egen indkørsel og kører ud til kunderne med titlen: "Seniorsælger, TBS", eller som der kommer til at stå på visitkortet - Key Account Manager, Sales TBS. Den erfarne sælger er ikke begrænset af et geografisk område, for han skal primært pleje sine eksisterende kunder uanset deres bopæl.

Gordon Pedersen ser frem til det nye kapitel i sit arbejdsliv.

- Jeg har været glad for arbejdet med mine kolleger i Suldrup, men jeg er først og fremmest sælger langt ind i sjælen. Det vil jeg koncentrere mig om fremover, og jeg glæder mig til at få mere tid til mine kunder i stedet for de lange køreture til Suldrup og de mange administrative timer på kontoret. Samtidig regner jeg med, at der bliver mere tid til familien og lidt flere jagtture, hvilket også bliver dejligt, siger Gordon Pedersen.

Martin Geiser, driftschef hos TBS Maskinpower, er glad for, at Gordon Pedersen fortsat findes i salgsorganisationen, hvor han også fremover kommer til at spille en markant rolle - både som sælger og som den erfarne senior, som de yngre kræfter i afdelingen kan sparre med, hvis de får behov for det.

- Gordon har sat et markant aftryk på TBS Suldrup i de cirka tre år, han har været afdelingsleder der. Han og resten af teamet har ydet en kæmpe indsats, så afdelingen nu er rigtig godt kørende og ikke behøver hans daglige tilstedeværelse, siger Martin Geiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To nye distriktschefer i TBS

Når Gordon Pedersen får ny stillingsbetegnelse i TBS-organisationen, bliver det samtidigt startskuddet til en ny organisationsform uden formelle afdelingsledere i de fleste TBS-afdelinger.

Den fælles ledelse og administration tager sig af alle de overordnede opgaver, de lokale værkførere og reservedelsansvarlige håndterer de daglige udfordringer på den tekniske side, og to nuværende sælgere føjer titlen distriktschef til deres visitkort. Deres opgave bliver både selv at sælge og tage ansvaret for den samlede salgsindsats i hver deres område.

De to nye distriktschefer er Jens Horn Pedersen og Thomas Lilleholt.

Jens Horn Pedersen er sælger i TBS Askildrup og bliver fremover også distriktschef for salg i området Nord- og Østjylland. Thomas Lilleholt er sælger i TBS-afdelingen i Starup og bliver nu samtidigt distriktschef for Midt- og Vestjylland.