Abonnementsartikel

Med dette gamle slogan fra partiet Venstre vil jeg starte min første udgave af Hyo med et ønske om, at vi sammen forandrer for at bevare.

Mens vi går og venter i spænding på, hvordan dette års sommer vil udvikle sig, og hvordan årets kornhøst vil ende, er det tid til at se fremad.

Svineproduktionen i Danmark er fortsat en udfordret branche, og der er stadig store udfordringer, som skal løses, inden vi for alvor kan tro på en lys fremtid. Lige nu er det ikke underligt, hvis vi står med en lille tvivl om, hvorvidt Danmark fortsat vil have en stor og faglig anerkendt svineproduktion, hvor både dyrevelfærd og miljø er langt bedre end i de lande, vi sammenligner os med. Det kan til stadighed føles som om, at både danske og europæiske politikere hellere ser produktionen foregå i lande, som halter langt efter, når der kigges på netop dyrevelfærd, klima- og miljøforhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inden vi taler os selv ned i et sort hul, vil jeg gerne opfordre alle i branchen til at beholde arbejdshandsken på. Vi skal ikke gå i stå eller miste modet, men fortsætte den professionelle og innovative linje, som vi har arbejdet efter ind til nu. Danske svineproducenter er netop kendt for at holde den faglige fane højt, samtidig med at vi altid er tre skridt foran de udfordringer og krav, som omverdenen stiller os. Det skal vi fortsætte med. Netop derfor er Venstres slogan fortsat aktuelt, for lige meget hvor pressede eller ikke pressede vi er i branchen, er det tid til forandring.

Tid til forandring er det også her på pinden. Efter knap fem år som redaktør på Hyo har Thea Kvist Feldbak valgt at takke af. Hun har formået at holde det faglige niveau højt, og hun har skabt sig et netværk og omdømme i branchen, der til stadighed har været med til at fremhæve Hyo som et magasin til fremtidens svineproducent. Det er store sko at udfylde, og selvom jeg ikke er helt uvant med hverken branchen eller magasinet, så er jeg meget ydmyg og beæret over at få lov at forsøge at fylde disse sko ud.

Til sidst vil jeg rette en stor tak til Thea Kvist Feldbak for det arbejde, hun har ydet og for det magasin, hun overdrager til mig. Jeg vil forsøge at bevare, men også udvikle et fagligt, stærkt magasin, som fortsat vil være med til at hjælpe og bidrage med nyttig viden for erhvervet.