Debat: Hvad bliver erstatningen, når kvælstofregulering hæmmer optimal dyrkning?

Af debatten om den kommende kvælstofregulering fra 2027 kan man let få indtryk af, at løsningen blot handler om at skrue på én eneste knap. Virkeligheden er dog langt mere kompleks. Alle ønsker et bedre vandmiljø - men når reguleringen bygger på modeller, der ikke afspejler den faktiske udledning, risikerer vi at indføre et system, der i praksis gør mere skade end gavn.

Så gad vide, hvilken model politikerne beslutter sig for at anvende til den nye kvælstofregulering?

Der er hele to mulige modeller samt diverse hybrider, som potentielt kan laves forskellige mellem vandlandene.

Den ene model hedder VISA, og den fordeler kvoten efter beregnet referenceudledning. I den anden model, FLAD, tildeles der en ens N-udledningskvote til alle marker med udledning til samme kystvandopland.

Se også:

L&F: Regeringen fremrykker reelt kvælstofregulering

Begge modeller bygger på en perlerække af antagelser, men specielt i FLAD-model vægtes retention højt. Det er selvfølgelig prisværdigt, at arealer, der antages at udlede mest nitratkvælstof, belastes hårdest. Det er dog en fejlslutning at konkludere, at en lav retentionsprocent nødvendigvis betyder høj udledning i kilo nitratkvælstof.

Dertil kommer, at der er indført en såkaldt braklægningsgrænse svarende til kvælstofniveauet for vårbyg med efterafgrøder. Den fungerer som en bund under reguleringen og gør, at ekspropriation ikke umiddelbart bringes i spil.

Det betyder desuden, at det ikke kun er de 40-60 procent af landbrugsarealet med de hårdeste indsatskrav, der rammes; også øvrige arealer påvirkes, hvis retentionen er lav.

Debatten om modelvalg handler altså ikke om, hvad der giver den bedste miljøeffekt, men derimod om, hvordan modelberegningerne kan skrues sammen på en måde, der minimerer behovet for kompensation.

Jordens retention beskriver, hvor meget nitratkvælstof der tilbageholdes på vej fra rodzonen (cirka én meters dybde) til havet. Hvis der eksempelvis forlader 50 kg N fra rodzonen, og retentionen beregnes til 10 procent, vil der ifølge modellen udledes 45 kg N. Men usikkerheden i disse beregninger er betydelig.

Officielt angives usikkerheden til omkring 10 procent for 90 procent af arealerne, mens de sidste 10 procent kan have en usikkerhed på helt op til 90 procent. Retentionen er modelbaseret og afhænger af blandt andet afstrømningsdata, hydrologi, geologi - og af antagelser som eksempelvis at al lerholdig jord er drænet.

Et godt eksempel på modellens begrænsninger finder vi på Mors og i Thy. Her ligger nogle af Danmarks mest dyrkningssikre jorde, og modellerne beregner en retention på omkring 80 procent.

Alligevel pålægges området nogle af landets største reduktionskrav i Limfjorden. Det illustrerer, hvor langt modelresultaterne kan ligge fra den faktiske dyrknings- og udledningsmæssige virkelighed.

Betyder alt dette overhovedet noget i praksis?

Ja - og konsekvenserne er store. For en slagtesvineproducent betyder braklægningsgrænsen, at 100 kg N/ha erstatter 170 kg N/ha, altså en mangel på 70 kg N/ha. Det svarer til, at der skal findes ekstra jord til gylle fra omkring 33 slagtesvin pr. hektar. For en kvægbruger betyder det et tab på 0,33 malkeko pr. hektar.

Se også:

Seges kritiserer nyt retentionskort: Store usikkerheder kan ramme skævt

Når reguleringen samtidig ikke præmierer at dyrke noget på arealerne, og når handel med kvælstofkvoter bliver mulig, er det nærliggende, at jorden ender som gylledepoter. Det vil næppe gavne vandmiljøet.

Alternativt kan gyllen flyttes på kryds og tværs af landet i klimaets navn - uden at nogen kan forklare, hvordan det skulle give en samlet miljøgevinst. For planteavlere betyder de skiftende regler, at enhver form for produktion af konsum- og specialafgrøder på kontrakt bliver næsten umulig, fordi forudsætningerne ændrer sig konstant.

Og uden stabile rammer er det heller ikke muligt at planlægge et fagligt forsvarligt sædskifte.

Det rejser en række helt legitime spørgsmål: Hvad bliver erstatningen, når reguleringen hæmmer optimal udnyttelse af landbrugsjorden og undergraver produktionen af animalske fødevarer?

Hvem vil deltage i en jordfordeling, hvor der byttes arealer med høj retention med arealer med lav retention til landbrugsproduktion?

En opfordring til politikerne

Regulering skal bygge på fakta - ikke på usikre modeller, politisk ønsketænkning eller beregninger, som kun få kan gennemskue. Kvælstofreguleringen er i dag så kompleks, at selv fagfolk må bruge betydelig tid på blot at forstå forudsætningerne. Hvis målet er et bedre vandmiljø, kræver det et system, der:

Uden en gennemskuelig og fagligt holdbar regulering risikerer vi at ende med et system, der ser grønt ud på papiret, men fungerer som en sort modelboks i praksis - og hvor konsekvenserne rammer både miljø, produktion og fødevaresikkerhed.