Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stor rift om stande til Agromek 2026
Der er et helt år til det går løs til Agromek 2026 i Messecenter Herning. Men allerede nu er der reserveret 30.560 kvadratmeter ud af i alt 40.000 kvadratmeter på messen.
Det meddeler Agromek i en pressemeddelelse.
Og det er væsentligt flere kvadratmeter end på det tilsvarende tidspunkt forud for 2024-udgaven af messen, og af samme grund tegner der sig allerede nu et særdeles lovende billede.
I Agromek-ledelsen glæder man sig over de flotte tal, der samtidig skal ses i lyset af en optimeret procedure.
- Agromek 2024 var den største i 10 år, og den gav et rigtig godt afsæt til arbejdet med 2026-udgaven af messen. Mange udstillere lod os allerede dengang vide, at de også ville deltage i 2026, og nogle ville tilmed have en større stand. Denne loyalitet, tillid og fortsatte opbakning er vi meget taknemmelige over, fastslår Claus Hermansen, direktør, Agromek, og fortsætter:
- Hertil kommer, at vi åbnede op for salget til Agromek 2026 tidligere, end vi plejer, for at skabe en bedre proces for udstillerne. Placeringen af standene kræver koordinering med udstillerne for at sikre, at opstillingen bliver så overskuelig som mulig, og at de besøgende dermed nemt kan danne sig et overblik over, hvad der er i de forskellige haller.
Dialogen med udstillerne på Agromek 2026 er således i fuld gang, og tilbagemeldingerne er ifølge direktøren rigtig positive. Samtidig understreger Claus Hermansen, at der er plads til flere udstillere, og at interesserede endelig må kontakte Agromek-sekretariatet.
Mødested gennem 50 år
Agromek er Nordeuropas største langbrugsmesse og har været landbrugets mødested i 50 år. Her bliver der netværket og skabt nye relationer såvel som samarbejder, ligesom messen samtidig udgør et levende inspirationskatalog af ny viden og nye produkter.
- Mange udstillere og gæster er kommet på messen, siden de var børn, og det er en stor styrke, at folk føler et kæmpe ejerskab til messen. Efter fire års pause mellem 2018 og 2022 på grund af Covid-19, blev Agromek 2022 en form for test af messen, og det gik heldigvis godt
- vi kom tilbage for fuld styrke, og dermed var jorden gødet for Agromek 2024, der også var en succes, konstaterer Claus Hermansen og fortsætter:
- Nu handler det om 2026-udgaven af messen, og hvis den netop overståede Agritechnica-messe kan bruges som indikator, kan vi se frem til et brag af en Agromek næste år.





