Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Arealekspert: Se på trusler og muligheder på arealer inden opkøb
Landmand Ole Larsen vil ikke længere erhverve sig ny jord til bedriften uden først at have overblik over potentielle fremtidige begrænsninger. Det gør han klogt i, understreger rådgiver i arealanvendelse.
Det er for risikabelt at erhverve sig ny landbrugsjord, hvis ikke man ved, om der potentielt kan komme fremtidige begrænsninger på arealet.
Det mener landmand Ole Larsen, som driver Vidtskuegaard tæt ved Skanderborg.
- Hvis jeg skulle ud at erhverve ny jord nu, ville jeg helt afgjort få lavet en arealvurdering af jorden først, så jeg ved, at det er jord, der ikke kommer voldsomme restriktioner på. Den skal kunne drives, som jeg gerne vil. Ellers bliver det umuligt at lave en forretning ud af det, siger Ole Larsen.
Han har for nyligt fået lavet en arealvurdering af de arealer, som hører under hans bedrift. Arealvurderingen har været med til at betrygge både ham og hans kreditorer i, at han også i fremtiden vil kunne drive en fornuftig produktion, skriver Velas i en pressemeddelelse.
- Jeg havde forinden en god fornemmelse af, hvordan det nogenlunde ser ud i vores område, men ikke ned i detaljen. Det har arealvurderingen været med til at kaste lys på, så vi kan vise over for vores kreditorer, at jorden stadig har værdi som landbrugsjord, fortæller Ole Larsen.
Trusler og muligheder
I landbrugsrådgivningsvirksomheden Velas anbefaler Oskar Birkholm, rådgiver i arealanvendelse, at du grundigt får kigget på trusler og muligheder på dine nuværende arealer og på den jord, du overvejer at investere i.
- Det kan ikke nytte noget at stå i en situation, hvor du investerer i jord med et bestemt formål, og så efterfølgende finder ud af, at det slet ikke kan bruges til det, du havde tænkt, fordi der ligger en masse begrænsninger på jorden, siger han.
Hans klare anbefaling er derfor også, at du får lavet en arealvurdering af den jord, du gerne vil købe, inden du handler.
- Så får du afklaret, om du reelt får den landbrugsjord, som du er på jagt efter, eller om du bør kigge efter noget andet, siger han.
Dialog med kommunen
Arealvurderingen har været med til at afklare, at Ole Larsens bedrift i forhold til kvælstof ikke er videre udfordret. Hans arealer udleder nemlig drænvand til Randers Fjord, og fordi drænvandet render gennem flere søer undervejs til fjorden, er kvælstof ikke et stort problem.
- Til gengæld er vi i en situation, hvor over halvdelen af Skanderborg Kommune er nitratfølsomme områder. Det har jeg været lidt nervøs omkring. Men nu har vi fået god afklaring på, at der formentlig ikke bliver lavet indsatsplaner på vores arealer, fordi der ikke er behov, fortæller Ole Larsen.
Når Velas foretager arealvurderinger, er især den efterfølgende snak, når vurderingen skal afleveres til kunden essentiel.
- Det er i den snak, at vi kan vende trusler og muligheder med kunden og give dem overblik til at træffe de rigtige strategiske beslutninger om fremtiden. Jo mere, du kan få viden om, jo bedre muligheder har du for at vælge strategisk klogt, fortæller Oskar Birkholm.
Drikkevandsinteresser.
Fordelene ved det møde oplever Ole Larsen også, da han får overdraget arealvurderingen. Her bliver der hejst et flag om, at Ole Larsen bør henvende sig til Skanderborg Kommune for at blive klogere på potentielle drikkevandsinteresser.
- Jeg vil klart råde andre landmænd til at henvende sig til deres kommune, hvis de er i tvivl om noget. For mig lykkes det i hvert fald at blive betrygget i, at kommunen ikke har stort fokus på området her, fortæller landmanden.
Havde Ole Larsen eksempelvis haft udsigt til et potentielt pesticidforbud på hans arealer, ville han ikke kunne fortsætte med at drive landbrug på samme måde som i dag.
- Derfor har arealvurderingen været med til at bekræfte, at vi kan fortsætte med vores produktion fremover, siger han.
Lige nu har Ole Larsen ingen konkrete planer om at anskaffe sig ny jord, men skulle der en dag komme jord til salg, som er interessant for Vidtskuegaard, vil han ikke tøve med at ringe til Velas igen.
- Så vil jeg have lavet en vurdering af jorden med overblik og muligheder og begrænsninger, så jeg ved, hvad jeg investerer i, siger han.
Landmanden tror på, at variationerne i jordpriserne vil blive større og større som følge af Grøn Trepart, efterhånden som man bliver klogere på, hvad man kan og må på det enkelte areal.
- Hvis jeg skal købe ny jord, vil jeg være sikker på, at værdien i jorden ikke pludselig forsvinder, siger Ole Larsen.

