Der har i den seneste tid været opråb fra flere landmænd, som oplever, at deres køer bliver syge og dårlige af at bruge Bovaer. Nogle har lige frem oplevet dødsfald.
Det får nu Venstres EU-parlamentsmedlem, Asger Christensen, til at kræve en uafhængig undersøgelse og midlertidigt stop for Bovaer med henvisning til EU's forsigtighedsprincip.
- At ville reducere metan er naturligvis et legitimt mål, men det må ikke ske ved at presse dyr ind i kemiske løsninger, som forbedrer klimaregnskabet på papiret, men forringer dyrevelfærden. Én ko, der lider, er en ko for meget, skriver Asger Christensen i en skiftlig kommentar til Maskinbladet.
Han påpeger, at det er bekymrende, at der kan være så stor forskel på, hvordan landmænd oplever, at Bovaer påvirker deres dyr.
- Bovaer er et EU-godkendt produkt, og derfor har jeg stillet spørgsmål til Kommissionen om, hvorvidt de er opmærksomme på de udfordringer, som flere lande beretter om. Jeg spørger også, om de vil igangsætte en uafhængig undersøgelse af konsekvenserne ved anvendelsen af Bovaer og lave en midlertidig standsning af brugen med reference til EU's forsigtighedsprincip.
Asger Christensen mener, at det er vigtigt, at politiske klimamål ikke står i vejen for dyrevelfærd og den sunde fornuft.
- Som landmand og politiker ønsker jeg, at etik og dyrevelfærd står over jagten på hurtige klimareduktioner. Dyr er ikke et klimaredskab, og hvis køerne skal betale prisen med deres helbred, så er det for dyrt.

