Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Magnum finder sin rette hylde på markedet
Case IH har ikke kun haft Optum-serien under kniven med introduktionen af den nye Optum 440, der nu har samme motor og hestekræfter som en Magnum.
Også den klassiske Magnum-serie har fået en opdatering for modelår 2025. Her er der skruet op for både kræfter, transmissioner, hydraulik og præcisionsteknologi og samtidig er brandingen af Magnum og Optum blevet tydeligere.

Magnum 2025 - mere kraft og ny teknologi
De nye modeller i Magnum-serien spænder fra 390 til 435 hestekræfter, alle drevet af sekscylindrede FPT Stage V-motorer på 8,7 liter.
Magnum 355 yder 390 heste og kan boostes til 410, mens Magnum 385 leverer 417 heste og kan boostes til 435. Den største model, Magnum 405, yder 435 heste uden boost - fuld effekt hele tiden - og placerer sig dermed i den absolut tunge ende.
Kunder kan vælge mellem Case IH's trinløse CVXDrive-transmission eller en opdateret 21F/5R PowerDrive full powershift.
Magnum 385 og 405 kan desuden leveres i Rowtrac-version med bælter bagtil. Powershift-versionen har fået en ny bremse-til-koblingsfunktion, hvor traktoren automatisk kobler ud ved bremsning og accelererer tilbage til den indstillede hastighed, når pedalen slippes. Føreren kan vælge mellem tre niveauer for forholdet mellem bremsekraft og deceleration, hvilket øger både komfort og sikkerhed.
Den indbyggede Automatic Productivity Management er også forbedret. Nu kan føreren finjustere acceleration, ændre hastighed med op til 15 procent, justere følsomhed for opskift og aggressivitet - og med en ny knap på armlænet kan der skiftes direkte mellem mark- og vejtilstand.
Hydraulikken har fået en række opgraderinger. Nye elektrohydrauliske fjernventiler med bedre pålidelighed og effektkurve, lettere adgang til power beyond-fittingen, trykaflastningskoblinger for nemmere til- og frakobling samt farvekodede koblinger.
Fronthydraulikken har fået midtermonterede ventiler med mere effektiv skive, hvilket giver 20 procent mere flow og højere løfteevne. Dertil kommer en ny tolinjet hydraulisk anhængerbremse for mere jævn og effektiv opbremsning.
Præcisionsteknologien er ligeledes løftet. Magnum kan nu udstyres med tre forskellige teknologipakker. AccuSync gør det muligt at forbinde flere maskiner i samme mark og dele A-B-linjer og dækningskort.

Magnum vs. Optum - to serier, to roller
Med den nye Optum 440 har Case IH nu to traktorer med samme muskler. Derfor bliver differentieringen vigtig, lyder det fra Case IH.
Optum skal brandes som den fleksible allrounder, der er smidigere, kortere og med en drejeradius der er lille, men stadig med kræfter nok til tunge transportopgaver, eller tunge opgaver i marken, hvis det kræves.
Magnum derimod finder sin rette hylde nu. Den skal være den rene kraftmaskine til tungt træk, slæbearbejde og de mest krævende opgaver, hvor robusthed, vægt og råstyrke er afgørende, lyder det fra Case IH.
Dermed står kunderne nu med et klart valg. Optum 440 er traktoren, der kan lidt af det hele, mens Magnum 405 og dens søskende er de maskiner, man sætter ind, når der ikke er plads til kompromiser og vægten skal være med for at overføre kræfterne til jorden i marken.






