Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Minkskandalen handler om mere end mink - den handler om retssikkerhed
I dag begynder en af de mest principielle retssager i nyere dansk historie. Tirsdag den 18. november 2025 mødes tre tidligere minkavlere og Fødevarestyrelsen i Glostrup Byret. Men sagen handler ikke kun om mink. Den handler om, hvorvidt staten må overskride loven og tage sagen i egen hånd.
På vegne af de tre minkavlere har vi i Bæredygtigt Landbrug stævnet Fødevarestyrelsen, fordi vi mener, at påbuddet fra november 2020 - hvor regeringen beordrede alle danske mink aflivet - var retsstridigt. Det blev givet uden lovhjemmel og dermed i strid med både Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Sagen handler i sidste ende om retssikkerheden for alle borgere: Hvor går grænsen for statens magt, når den griber ind i private erhverv og ejendom? Kan regeringen tilsidesætte loven, blot fordi situationen er ekstraordinær? Det skal retten nu tage stilling til, og svaret kan få principiel betydning langt ud over minkerhvervet.
Et system, der bryder sammen, når det gælder
Hele sagen er i sig selv beskæmmende for et land som Danmark. Uden at snakke den pågældende retssag kan det jo ikke være rigtigt, at i minkbranchen står mere end halvdelen af de tidligere minkavlere stadig uden erstatning, selvom der nu er gået fem år siden regeringens tvangsnedlukning. De mennesker, som staten selv fratog deres livsgrundlag og erhverv, har kæmpet sig gennem bureaukrati, skiftende regler og urimelig ventetid. Mange frygter nu, at de aldrig får den fulde kompensation, de blev lovet.
Det burde have været helt simpelt: Staten lukkede et erhverv og lovede fuld erstatning. I stedet har det udviklet sig til et maraton af papirarbejde og passivitet. Staten påtog sig retten til at gribe ind, men svigter, når regningen skal betales. Det er et demokratisk problem, når magtudøvelse og ansvar ikke følges ad.
Og det er essensen i det hele: Det er et demokratisk problem. Det kan godt være, at der er folk, der synes, at minkopdræt ikke er et lødigt erhverv, og at det burde være gjort forbudt for længe siden. Men ændrer ikke på retssikkerheden i hele denne proces. For hvordan kan vi stole på, at regeringen ikke bare ser sig sure på et nyt erhverv og lukker det, som de gjorde med mink?
Når staten bryder sine egne spilleregler
Minksagen står derfor som et spejl på, hvordan magt kan glide fra hænderne, når frygt og hastværk styrer beslutningerne. Hvis staten kan lukke et helt erhverv uden lovhjemmel og derefter bruge fem år på ikke at levere den lovede kompensation - hvad siger det så om vores demokrati? Og man kan også fristes til at spørge: Hvem bliver så de næste?
Retssagen i Glostrup er derfor ikke kun en sag for tre tidligere minkavlere. Det er en sag for os alle. For når staten ikke selv overholder loven, står ingen borgere længere sikkert.





