Det er i sommerperioden, at ventilationsanlægget arbejder på fuld kapacitet for at sikre optimal temperatur i stalden. Er ydelsen på ventilationsanlægget for lille af den ene eller anden årsag, stiger temperaturen i stalden, hvilket kan medføre manglende foderoptagelse, stivendinger og søle i lejearealet og store temperatursvingninger over døgnet med videre. Derfor kan det godt betale sig at bruge lidt tid på at gøre ventilationsanlægget sommerklart.
Normalt anses ventilationsanlæg for korrekt dimensioneret, hvis der kan opretholdes en staldtemperatur, der maksimalt er fire til fem grader over en udetemperatur på 20 grader. Det vil sige på en sommerdag med 20 grader ude, vil der typisk være 24 til 25 grader i stalde med normal belægning målt ved føleren og noget højere temperatur i lejearealet. Stalde, hvor stierne er indrettet med delvist fast gulv, skal der ventileres, så temperaturen er et par grader under stalde med fulddrænet gulv. Det betaler sig ikke at øge ventilationen ud over normen, da der skal en betragtelig kapacitetsforøgelse til, hvis temperaturforskellen mellem ude og inde skal reduceres.