Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Branchen går sammen for at forebygge ulykker i landbruget
Arbejdet med at styrke sikkerheden i landbruget er centralt. Derfor er en række aktører gået sammen med en fælles ambition om at reducere antallet af ulykker og sikre attraktive arbejdspladser med et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Målet er at styrke samarbejdet om og målrette indsatser, der kan forebygge ulykkerne, før de sker.
Den nye alliance består af Landbrug & Fødevarer, Arbejdstilsynet, 3F Den grønne gruppe, GLS-A, Seges Innovation, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Landboungdom, Dansk Landbrugsrådgivning, Danske Landbrugsskoler og Dansk Maskinhandlerforening. Samarbejdet bliver samlet under Landbrugets Arbejdsmiljøstrategiske Alliance (LASA). Alliancen vil samle centrale aktører for at skabe en mere sikker og sund arbejdsdag for landbrugets medarbejdere.
I en pressemeddelelse oplyser alliancen, at samarbejdet er et forpligtende partnerskab, hvor organisationer i og omkring landbruget arbejder sammen om at forebygge arbejdsulykker og styrke sikkerhedskulturen. Alliancen vil prioritere arbejdspladsnære indsatser baseret på den nyeste viden og anbefalinger fra blandt andet ekspertgruppen for arbejdsulykker.
- Med LASA tager vi et vigtigt skridt mod at skabe en stærkere sikkerhedskultur i landbruget. Jeg er stolt af, at vi prioriterer arbejdsmiljøindsatsen for, det skal være trygt og sundt at gå på arbejde i landbruget, siger Anders Kjær, der er viceformand i L&F.
Alliancen er som udgangspunkt nedsat fra 2026-2028. Alliancen vil prioritere samarbejde med eksisterende indsatser og fællesskaber, som vil blive inddraget i arbejdet. Det gælder blandt andet BFA Jord til Bord.
- Vi ser mange alvorlige arbejdsulykker i landbruget. Vi tror på at et fokuseret samarbejde på tværs af alle aktører i branchen kan medvirke til styrke det forebyggende arbejde. Med nedsættelsen af LASA tager vi derfor et vigtigt skridt, der skal bidrage til at få tallet ned, siger Marianne Sørensen, der er direktør i Arbejdstilsynet.





