Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
TBS overtager distributionen af Fendt og Valtra
Aftalen kræver Konkurrencestyrelsens godkendelse, så ændringerne kan først træde i kraft, når en godkendelse foreligger, hvilket formodentligt sker først i det nye år, skriver TBS Maskinpower i en pressemeddelelse.
Fremover bliver det TBS Maskinpower, der får udfordringen med at sikre markedsandelen for de to traktormærker Fendt og Valtra i Danmark. Det arbejde bliver de ikke alene om, for de eksisterende uafhængige autoriserede forhandlere fortsætter som hidtil i deres distrikter, ligesom maskinforretningerne i TBS-kæden og Valtec-kæden fortsætter som hidtil.
Fremover bliver alle forhandleres traktorer osv. imidlertid leveret via TBS Distribution, som den nye administrative enhed hos TBS Maskinpower kommer til at hedde.
Jan Garder, der er administrerende direktør i TBS Maskinpower og har forhandlet aftalen på plads med AGCO, understreger, at alle "hvem gør hvad brikker" endnu ikke er faldet på plads helt ned i detaljen. "I henhold til aftalen med AGCO er vi distributør for Fendt og Valtra i Danmark, men der vil stadigvæk være visse direkte aktiviteter fra AGCO omkring de to brands. For eksempel ligger den fysiske reservedelsdistribution fortsat i AGCO-Parts.
Han kan godt frygte en vis forvirring blandt de forskellige parter i overgangsperioden, for i daglig tale er der ikke meget forskel på ordene "Importør" og "Distributør".
Groft sagt er importøren "porten" ind i landet og har ansvaret for ting som produkternes lovlighed og alle forhold omkring indførsel. Distributøren er derimod "broen" ud i markedet, og er ansvarlig for at skabe salg og kundeservice via direkte salg eller forhandlernetværk.
Han glæder sig derimod over, at forholdene ikke umiddelbart ændrer sig for kunderne, for der er lige så mange forhandlere af de to mærker i morgen som i dag. Nogle af dem ejer TBS Maskinpower. Andre er uafhængige autoriserede maskinforretninger med andre ejere - og de konkurrerer alle på lige vilkår. Det kræver AGCO, og det kræver konkurrencelovgivningen.
- Det er en stor opgave, som vi nu kaster os over. Vi går til den med nysgerrighed, ydmyghed og en stor portion entusiasme, for vi tror på, at kort vej fra fabrikken til kunderne er det bedste. Det danske traktormarked er ikke ret stort, så rent omkostningsmæssigt er der ikke plads til en importørorganisation, en distributørorganisation og en forhandler på de relativt få traktorernes vej fra fabrikken til slutbrugeren. Med den nye struktur skærer vi store dele af det ene led væk.
Ifølge Jan Garder er der fortsat mange uafklarede detailspørgsmål om det nye setup, hvilket ikke er mærkeligt i så vidt forgrenet og internationalt system som AGCO's.
- I bund og grund er det for tidligt at melde noget ud endnu, men snakken går i branchen, så vi og AGCO synes, at det er rigtigst at sige, "Ja", der sker væsentlige ændringer i distributionen af Valtra og Fendt, men detaljerne er det for tidligt at melde ud om. De ligger først klar først i det nye år, siger han.





