Danske NHS har pustet liv i et navn, der ellers havde samlet støv i mange år: Melioratoren.
De ældre landmænd vil nok kunne huske den, men for de fleste er den et stykke landbrugshistorie, der nu har fået nyt liv i en moderne udgave under navnet NHS NewAge T4. Og det er ikke bare et gammelt koncept i ny farve. Der er faktisk sket en hel del.
NHS har gentænkt hele idéen om, hvad en grubber skal kunne, og resultatet er en maskine, der arbejder på sin egen måde, men stadig med respekt for det klassiske koncept.
Kompakt opbygning - og det virker
Ved første øjekast ligner den en almindelig grubber, faktisk nærmere en gammeldags én med få tænder.
Men det er helt bevidst. Det hele er gjort kompakt, og rammen er kort og trukket tæt ind til traktoren.
Det gør, at vægten ligger tæt på liften, og hele maskinen bliver nemmere at håndtere, især når man vender på forageren, selvom det er en mindre detalje.
Det betyder også, at man ikke behøver en kæmpe traktor for at trække den. Når vægten fordeles korrekt, og der ikke skal trækkes så meget jern igennem jorden, bliver trækkraften langt lettere naturligvis, men er det så nok jern til at løsne jorden, ja det vender vi tilbage til senere hvor vi går ned i jorden og kigger.
Vi havde en 200-hestes traktor foran, og det var faktisk mere end rigeligt. I løs sandjord kunne man snildt nøjes med mindst 150 hk det kunne jeg se, da vi havde den efter en AgXeed-redskabsbærer, som klarede grubberen perfekt med sine få hestekræfter den har.
NHS har droppet de tunge, gennemgående svejsninger og i stedet lavet en boltet opbygning, hvor hver tand kan give sig.
Det gør, at maskinen kan vride sig omkring sten og andre forhindringer, uden at det går ud over rammen. Rammer du en sten, tager konstruktionen imod og giver efter, i stedet for at blive belastet hårdt, der er selvfølgelig en springbolt hvis uheldet er ude som vil slå.
Det kræver dog, at man er flittig til hver sæson at tjekke, at alt stadig sidder spændt sammen, når det er en boltet konstruktion.
Færre tænder - men mere effekt
NewAge T4 kan leveres med to, tre, fire eller fem tænder.
NHS har bevidst valgt færre tænder end mange konkurrenter og det giver faktisk mening. Vinklen og placeringen gør hele forskellen.
Hver tand står meget skævt i forhold til køreretningen, så den løfter jorden i stedet for at blande den og mindre lave de klassiske "tand-gange" i jorden.
Mange konkurrenter løser det med et vingeskær også for at løfte jorden mere og blande mere jord rundt, men her er det ikke nødvendigt mener NHS, og det har de måske ret i, hvis vi kun kigger på løsning af jorden som er dens primære opgave.
Efter at have kigget i jorden er det stadig svært at sige, hvad der objektivt er bedst. Men én ting står klart: de konkurrenter, der med samme arbejdsbredde har ni tænder, vil bryde meget mere op i jorden på overfladen, fordi mere bearbejdelse sker - men er det nødvendigt?
Jeg vil faktisk mene, at det ikke er det, hvis målet blot er at løsne jorden i dybden. Her i sandjorden var fire tænder af NHS med dens vinkling helt perfekt. Vi kunne få spydet vi havde i jorden med let hed over hele arbejdesbredden. Flere tænder ville blot øge trækforbruget og brændstofforbruget uden reel gevinst, når det handler om løsning i dybden.
I tungere jord kunne det måske give mening med flere tænder, men på testmarken her var det ikke tilfældet, heller ikke i forageren der var kørt sammen af hjulspor.
Der hvor jeg kan se at flere tænder i jorden kan gøre en forskel på den her jordtype, var at man fik rodet mere rundt i jorden i toppen, så et mere såbeds ligende ville komme til i overfladen, men har man ikke brug for det er flere tænder ingen god mening i mit hoved.
Det smarte her er, at man kan ændre vinklen på tænderne hydraulisk og det gør en større forskel, end man lige skulle tro.
Ved cirka 35 grader på tanden får man et let træk igennem jorden og her kørte vi ned i 60 cm dybde, og med clips i stemplet kan man nemt justere vinklen, hvis man ønsker en anden vinkel.
Dog mangler der en tydelig visuel markering på maskinen, så man kan se, hvornår tanden står korrekt, og hvor meget man ændrer den for at nå en hvis grad.
Det ville være rart at kunne aflæse direkte, når man justerer.
Men selve idéen er smart og man mærker tydeligt forskellen. Selv ved 40+ grader og derfor mere lodret vinkel som mange andre grubber har af vinkel, bliver den tungere at trække, mens den ved 25- grader blev den ikke for jordsøgende. Det gør en mærkbar forskel må man sige og til det formål man ønsker.
Tænder og sliddele
Hver tand består af tre hoveddele: en udskiftelig spids, et langt slidestykke, der kan vendes, samt hardox, der er svejset på siderne og de mest udsatte områder op ad tanden.
Det giver en tand, der kan tage nogle tæsk. De svejsede hardox-plader kan dog ikke bare skiftes, så når de engang er slidt op, kræver det lidt skæring og svejs, men det ligger nok langt ude i fremtiden.
Pakkeren - den gør hele forskellen
Tidligere modeller af Melioratoren havde ingen pakker, men det har den her, og det løfter hele oplevelsen.
Pakkeren er hydraulisk og styrer dybden sammen med liften. Den hjælper samtidig med at overføre vægten til traktorens forende, så den står bedre, og man igen kan nøjes med en mindre traktor, fordi alt vægten ikke ligger på bagakslen.
Man kunne måske ønske sig, at pakkeren gik en anelse dybere, især hvis man vil lave et færdigt såbed, det handler om måske de svejet "fingre" de bliver længere så de kan rode mere i jorden.
Men som den står nu, efterlader den en okay overflade, holder på fugten og ødelægger de klumper, der naturligt trækkes op. I praksis fungerer den rigtig fint når det handler om løsning af jorden og ikke forbedredelse af såbed, for så skal der komme noget efterfølgende, men en ordentlig såmaskine med noget discsektion foran vil sagtens kunne gøre noget stadig, eller man skal plove jorden efterfølgende så det ligegyldigt.
Smart fleksibilitet
Hver tand sidder individuelt i rammen, og det betyder, at man kan placere dem, som man vil, alt efter, om man ønsker et bredt løsneområde eller præcis placering af tænderne i køresporene.
Det giver maskinen en fleksibilitet, som de færreste grubbere i den her størrelse har.
En anden praktisk detalje er, at tænderne kan klappes op.
Til transport tager det fem sekunder at løfte dem, og så har man frihøjde nok til at være lovlig og sikker i trafikken.
Det er langt mere brugervenligt end at skulle justere lifthøjde for at kunne have den oppe i højden på vejen med chance for at den vil gå i jorden.
Hver tand har også sin egen hydrauliske hane, så man kan slå enkelte tænder fra efter behov.
De fleste vil selvfølgelig køre med alle tænder, men hvis man bare skal løsne et par kørespor, er det genialt at kunne nøjes med to tænder.
Under jorden - det, der virkelig tæller
Jeg havde et spyd med til at teste, hvor dybt jorden blev løsnet.
I forageren kunne jeg med min vægt få spydet 5 og max 10 cm ned med min vægt hængende i spydet. Efter et træk med NHS'en røg spyddet uden problemer ned i 60 cm der, hvor tanden havde kørt, og 50 cm mellem tænderne med et let tryk.
Det betyder, at den gør præcis det, den skal.
Ja, en ekstra tand ville måske løsne lidt mere jævnt over hele bredden, men det er ærlig talt ikke nødvendigt, og det ville bare koste ekstra diesel for hvad arbejde?
Jo måske at et såbed var totalt løsnet og blandet sammen vil måske være noget, men i de fleste tilfælde tror jeg man kan klare sig med mindre som her med NHS'en.
Vi gravede os også ned bagefter for at se, hvad der egentlig sker.
Det var ikke mega tydeligt med det blotte øje, og det skyldes jo nok den sandkasse vi kørte i, men der var syn når vi fik fingerne i jorden.
Hvor grubberen havde arbejdet, var jorden løs og faldt naturligt sammen og fra hinanden ned i de 50-60 cm, mens den ubehandlede jord var kompakt og hård og ikke til at stikke end nogle få centimeter.
Der skal også huskes at jorden her "tit" bliver bearbejdet, og derfor burde være løs, men en grubber gør stadig en forskel her i jorden kunne vi se.
Billedet viste også, at muldjorden ikke rigtig blev blandet med det dybere lag og det var en positiv ting.
Ved de 60 cm's kørsel var jorden løsnet fuldt ud i cirka 50-55 cm hele vejen over arbejdesbredden, og det er da godkendt når brændstof forbruget ligger hvor den gør og trækkraften der skal til.
Konklusion
NHS NewAge T4 er en grubber, der viser, at man ikke behøver overgøre tingene for at gøre dem rigtigt, i hvert fald ikke i sandjord som her.
Om tungere jord vil sige noget andet, må andre teste, men her gav det ingen mening med mere, end hvis man bare vil have væltet så meget jord op af jorden og blandet rundt, men det kommer jo helt an på hvad man vil have slut resultatet til at blive.
Skal man lave et fuldt såbed i ét træk, kan afstanden mellem tænderne måske blive en smule for stor. Men står man bare og skal løsne jorden og derefter køre en harve, disc eller direkte med såmaskine der har en disc/harvesektion på, så ser jeg intet problem.
Den er let, logisk bygget og trækker imponerende let med et lavt brændstofforbrug.
Vinklen på tænderne, den kompakte ramme og pakkeren bagpå gør, at den arbejder stabilt og effektivt, uden at kræve en kæmpe traktor trods det den løsner.
Jeg vil sige, at en traktor på omkring 200 hk passer perfekt til det meste jord og sætte foran på de 3,6 meter brede model her. På let jord kan man fra 150 hk klare det, og i de tungere og mest bakkede forhold vil 250 hk være fint til den her.
Ellers vil jeg sige at man kunne gå op i den 5 tands model der arbejder op til 4,5 meter breds og løsner. Der snakker vi fra 250 hestekræfter og op efter der skal bruges tænker jeg.
Men overordnet så det jo en rigtig smart løsning for mindre jern der skal trækkes igennem jorden for en jordløsning der dækker hele arbejdesbredden.
