I 1971 mistede Danmarks Naturfredningsforening, DN, deres uskyld, fordi de ikke længere alene kærede sig om fredningssager, men blev forvandlet til en aktivistisk miljøforening, da deres arbejdsområder udvides til også at omfatte: luft, vand og jord.
I 1973 blev Miljøministeriet oprettet.
De øvrige veletablerede ministerier så lidt skævt til opkomlingen. Derfor var Miljøministeriet nødt til at finde nogle allierede. Her var DN et perfekt match.
I 1981 indberettede daværende amtskommuner om iltsvind og fiskedød.
I 1982 præsenterede havbiologen Gunni Ærtebjerg, på et havforskermøde på AU, en tese om at forbruget af kvælstofgødninger korrelerede med iltsvind.
Det kan ikke udelukkes, at her blev kimen lagt til, at kvælstof fik tildelt skurkerollen, som en væsentlig forklaring, til iltsvindet beskrevet i NPO-redegørelsen fra 1984.
DN oppiskede en panikstemnnig i Folketinget, da TV-kameraet viste døde hummere i Gilleleje havn i oktober 1986. Den første vandmiljøplan blev vedtaget i 1987. Og de efterfølgende vandplaner frem til i dag hviler stadigvæk på tesen fra 1982.
Med trepartsforhandlingerne, som landkommunerne over det ganske land nu bokser med, udspilles et vanvittigt scenarie, som fremtidens historikere nok vil se tilbage på med stor undren. Den faglige garant for Den Grønne Trepart er Seges Innovation, der for at nå målet godkender følgende:
- Store landbrugsarealer omlægges til vild natur, vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter.
- Kvælstofkvoter ændres til udledningskvoter, så der er endnu flere variable at manipulere med: Retentionskort, efterafgrøder, mellemafgrøder, tidlig såning af vintersæd og præcisionsgødskning.
Er der hjemmel bag treparten?
Hvis Seges med opbakning af Landbrug & Fødevarer i stedet tog afsæt i hvad vandramme - og nitratdirektivet forpligter medlemsstaterne til, nemlig at redegøre for de næringsstofkoncentrationer der udledes til overfladevandet fra landområderne, ville dette vanvittige treparts-teater falde til jorden med et brag, da disse målinger er langt under tærskelværdierne for rent drikkevand.
Ovenikøbet kan vandet fra markernes dræn drikkes med velbehag.
Vi har endnu til gode, at nogen byder ind på at drikke vandet, der forlader et rensningsanlæg.
Problemer skyldes DN
Her er vi ved sagens kerne. Over en menneskealder har fokus på problemer i de indre farvande, været rettet mod landbrugets gødningshåndtering, mest ihærdigt iscenesat af DN og faciliteret af DR, der glemmer at skele til radio og tv lovens § 10.
Indirekte er DN derfor skyld i tilstanden i de kystnære farvande, da fokus dermed fjernes fra det reelle problem, som er vores spildevand og ikke kvælstof.
Det moderne samfunds affaldsstoffer opsamles i spildevandsanlæg og udledes til kysterne under forudsætningen, at havet sletter alle spor. Hvilket har vist sig ikke at være tilfældet
Den - igennem mange år - sammenblanding og centralisering af spildevand skal adskilles og decentraliseres og "rensningen" foregå på landjorden og ikke udledes til overfladevand.
Omdefinerer vi husspildevand til "vand med næringsstoffer" åbnes der for nytænkning af lavteknologiske decentrale grønne løsninger på godt halvdelen af spildevandsmængderne.
Ansvaret for rensning af spildevand, der ikke hidrører husspildevand, overlades til de enkelte virksomheder/sektorer. Her kunne landbruget nok byde ind med løsninger.
Der er afsat 43 milliarder til den Grønne Trepartsaftale, eller godt 8.000 kr. pr. skatteborger. Der er ingen videnskabelig dokumentation på at fjorde og kystnære farvande får det bedre, tværtimod.
Fjorde, der omkranses af intensivt dyrkede marker uden udledning af spildevand fra større byområder, har masser af fiskeyngel og ålegræs.
Ved målinger af nitrat i disse fjorde er tallet ofte 3 gange højere end målinger i Vejle fjord, da den blev "begravet" for godt et år siden.
Gennemføres trepartsaftalen fuldt ud, kan det ikke undgås, at fødevarepriserne stiger i supermarkederne. Og hvem er det nu lige, det går mest ud over?
Den græske sagnhelt Odysseus beordrede sine sømænd til at proppe voks i ørene, så de undgik at sejle mod skærene i Messinastrædet, hvor Skylla og Charybdis lokkede med underskønne sirenesange.
Formandskabet i Landbrug & Fødevarer og bestyrelserne for Seges institutionen glemmer ørepropperne, når Maria Reumert Gjerding fra DN optræder med sine indsmigrende sirenesange.
