Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nedrevne minkfarme bliver genbrugt
Overalt i landet skal tonsvis af træ og tusindvis af tagplader fra landets minkfarme over de næste to år have nyt liv, når de bliver genbrugt i konstruktionen af de 150 små mødesteder, som den filantropiske forening Realdania forærer til fællesskaber, som en del af jubilæumsindsatsen, Vores Sted.
- Nedrivningen af de mere end 1.200 minkfarme er en oplagt anledning til at gøre noget af det, vi generelt skal gøre meget mere af: Nemlig at genbruge gode, gedigne byggematerialer, som har mange flere år i sig. I dag er det forsvindende lidt nedrivningstræ, der bliver genbrugt i Danmark. Det vil vi gerne være med til at ændre på, siger Rasmus Rune Nielsen, der er sekretariatschef for Realdanias jubilæumsindsats og Vores Sted i en pressemeddelelse.
Målet er at anvende 85 procent genbrugs- og resttræ til at bygge mødestederne og kun at anvende nyt træ, hvor det ikke kan lade sig gøre at skaffe genbrugs- eller resttræ.
Hvis træet, der anvendes til at bygge mødestederne, i stedet var blevet afbrændt, havde det udledt cirka 400 tons CO2. På samme vis slipper man for at fælde omkring 638 fyrretræer ved at anvende eksisterende træ.
- Der findes masser af materialer derude - det gælder både, når vi taler genbrug og frasorterede materialer i industrien. Men det kræver nye arbejdsgange og forsyningskæder, hvis vi skal kunne genbruge det i større skala. Det særlige ved Vores Sted er, at vi bygger det samme simple træbyggeri 150 gange på kort tid. Det gør projektet ideelt som testcase for effektivisering af cirkulært byggeri, siger Rasmus Rune Nielsen.
Træet fra minkfarmene køber Realdania af virksomhederne, der har indgået kontrakt med Bygningsstyrelsen om at rive landets minkfarme ned.
Også frasorterede gulvplanker og træ fra skoler, beboelsesejendomme og andre bygninger, som skal rives ned, bliver brugt i projektet.





