Maskinbladet udvider nu fællesskabet for alle i og omkring landbruget. Det nye webinaret Landbrugssnak har hver gang fokus på et nyt og relevant tema, hvor værten Mikkel Rohde Madsen får besøg af en gæst, der deler ud af sin viden og sine erfaringer.
- Vi har skabt webinaret Landbrugssnak for landmændene, og for at gøre livet som landmand og deres forretninger sunde og bæredygtige i morgen og mange år frem i tiden. Landmænd og folk, der arbejder i landbruget, er den primære målgruppe, men vi henvender os til alle, der har en eller anden berøring med landbruget i forhold til at servicere dem som leverandør, samarbejdspartner eller rådgiver, forklarer værten Mikkel Rohde Madsen.
Han har sin eget kommunikationsvirksomhed og har i 20 år arbejdet med at samle fællesskaber, hvor man mødes omkring viden og udvikler værdi begge veje. Nu bliver han også vært på Maskinbladets nye webinar.
- Jeg har tidligere set, hvor stærke sådanne fællesskaber kan være, når det lykkes. Så det er lidt min motivation for at være vært på det og for at se potentialet i det. Landbruget er en branche, som er undereksponeret i forhold til, hvad der foregår af udvikling, og det pirrer min nysgerrighed til at se, om man ikke kan bruge et webinar til blandt andet at tale landbruget op. Det er det håb, jeg har, at der kan komme ud af det.
Live til hele branchen
Formatet på det nye og gratis webinar er 30 minutter, hvor der online kommer et oplæg om dagens emne, men der vil også være tid til spørgsmål og diskussion.
- Det er et fællesskab, hvor landbruget kan dele viden og blive klogere på, hvordan man driver det gode landbrug. Få ny inspiration til, hvad der foregår lige fra finansiering, ny teknologi og maskiner til innovation, politik og trepartsaftale, siger Mikkel Rohde Madsen.
Gæsterne i de forskellige webinarer kommer til at dele viden inden for det område, hvor de har noget ekspertise.
- De får en mulighed for at komme ud med deres budskab og deltage i et liveformat, hvor de også vil blive udfordret af dem, der sker med. De kommer til at henvende sig til landmanden, som ejer et landbrug i Danmark, men også til dem, der arbejder i landbruget. Men webinaret henvender sig også til brancher, der leverer ind til landbruget. Det kunne være maskinforhandlere eller andre, der er afhængige af, hvordan landmanden agerer, og hvordan landbruget udvikler sig.
Maskinbladets første webinar er torsdag den 6. november klokken 9.00, hvor der vil være fokus på den større formue, som gennemsnitligt er blevet opbygget per landmand. Her er gæsten Frederik Osmundsen, der er landbrugschef i Ringkjøbing Landbobank.
Man kan tilmelde sig til webinaret via dette link eller ved at sende en mail til mikkel@maskinbladet.dk og oplyse sit navn.





