Abonnementsartikel
Vi lever i en tid, hvor vi er rige som aldrig før i menneskehedens historie på materiel velstand.
Samtidig bliver vi hver eneste dag flere og flere om at dele det, der er. Det gælder også for fødevarerne, hvor ikke mindst et stigende forbrug af kød trækker store veksler på korn og kornsubstitutter.
Og vores basis-energikilde gennem de seneste cirka 100 år, jordolien, udvindes i utilstrækkelig mængder til at forsyne os med den energi, vi bruger. Det betyder, at andre energikilder spiller en stadig stigende rolle i vores energiforsyning. Det har givet landbruget en betydelig rolle som leverandør af biomasse til fremstilling af biobrændsler og biobrændstoffer.
Med andre ord er der omfattende behov for at øge landbrugsproduktionen for at tilgodese det stadigt stigende træk, der er på landbrugsprodukterne til forskellige formål.
Imidlertid har vi også andre forpligtigelser og interesser end lige netop at pløje hver en tomme jord, vi kan som landmænd. Vi har hensynet til naturen og miljøet, som vi ikke blot kan lade hånt om, når vi skal have en bæredygtig udvikling.
Sagt på en anden måde er der således to tungtvejende hensyn, der skal vejes sammen til en helhed: nemlig på den ene side at sikre tilstrækkelige mængder af landbrugsprodukter og på den anden side forhindre, at naturen/miljøet bukker under for vores behov.
Der er mange måder at gøre det på, og der findes ingen rigtig løsning. Men der findes løsninger, som er bedre end andre. Men for dem alle gælder, at der er kompromisser, som skal indgås.
Og der er en række parter, som kan spille ind med forslag til løsninger. Det gælder os i landbruget, private foreninger som Danmarks Naturfredningsforening og så politikerne i såvel Danmark som EU.
Fra landbrugets side er det selvklart, at det er uacceptabelt, at man bliver frataget retten til i fuldt omfang at bruge sit produktionsapparat uden at der bliver kompenseret for de restriktioner eller andre begrænsninger, som vi bliver pålagt. Og vi snakker om mellem fem og 10 procent af det dyrkbare areal.
Blandt det, der kan blive tale om, er fredninger eller krav om, at arealer aldrig mere på jordbearbejdes med videre.
Men da landbruget er Danmarks naturforvalter nummer 1, er det også selvklart, at vi som erhverv ikke blot kan gøre, som vi finder det for godt her og nu. Bæredygtigheden skal være i orden, og de kommende generationer har retten til også at opleve den biologiske mangfoldighed, vi har og skal have i vores land.
Summa summarum står vi i en situation, hvor der enten er mulighed for, at de forskellige parter kan sætte sig sammen for at finde løsninger, der kan accepteres af alle parter. Altså gå dialogens vej.
Eller der kan bruges energi og tid på at lave lobbyarbejde fra de forskellige interessenters side overfor politikerne, som i sidste ende så tager beslutningerne ud fra, hvad de kan høste flest stemmer på.
Så hvis vi i landbruget ikke stiller op til dialog, kan vi nemt komme til at stå ringere, end hvis vi spiller med og søger at få løsninger, vi også kan leve med.
Det betyder dog ikke, at vi skal gå med til hvad-som-helst. Men hvis vi ved at dyrke natur kan få lige så meget ud af vores bedrifter, så er det vel ikke så ringe endda?
