Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Faldende omkostninger løfter bundlinjen i dansk landbrug
I 2024 var bruttoværditilvæksten i jordbrugssektoren 28,1 milliarder kroner. Det er er 22 procent højere end i 2023 og 11 procent højere end i 2022. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Bruttoværditilvæksten viser værdiskabelse, når forbruget af varer og tjenester er fratrukket produktionsværdien. Jordbrugssektorens produktionsværdi var stort set uændret fra 2023 til 2024 og udgjorde 95,3 milliarder kroner.
Værdien af den animalske produktion var med 57,1 milliarder kroner næsten dobbelt så stor som værdien af den vegetabilske produktion på 32 milliarder kroner.
Fremgangen i bruttotilvæksten skyldtes et fald i værdien af forbruget af varer og tjenester i produktionen med seks procent fra 2023 til 2024 til 67,2 milliarder kroner.
Høsten af korn var syv procent større i 2024, mens årsprisen faldt 14 procent. Se statistikkerne her og her
For korn, der udgør den største enkeltgruppe i planteproduktionen, var der en mindre stigning i produktionsværdien på 0,4 procent til 11,5 milliarder kroner.
Værdien af kartofler steg med 18 procent til 3,5 milliarder kroner, mens værdien af frugt og bær steg mest med 26 procent til 0,5 milliarder kroner. Industriafgrøder faldt med 22 procent til 3,5 milliarder kroner fra 2023 til 2024.
Det skyldes, at produktionen af raps og bælgsæd faldt med henholdsvis 15 og 14 procent, samtidig med at årspriserne faldt henholdsvis 16 og 21 procent.

Fald i værdien af kødproduktion
Værdien af den animalske kødproduktion faldt og endte på 32,9 milliarder kroner i 2024 mod 34,8 milliarder kroner i 2023. For kvæg var der et fald på fire procent til 4,0 milliarder kroner, for svin et fald på fem procent til 26,2 milliarder kroner og for fjerkræ et fald på syv procent til 2,6 milliarder kroner.
I modsætning til kvæg og svin var der fremgang for de animalske produkter mælk og æg, der steg med henholdsvis syv procent til 22,8 milliarder kroner og ni procent til 1,2 milliarder kroner.

Reducerede omkostninger til foder, energi og gødning
Værdien af forbruget af varer og tjenester i produktionen fortsatte med at falde i 2024 og nåede 67,2 milliarder kroner. Det svarer til et samlet fald på 11,4 milliarder kroner siden 2022.
Foder, som er den absolut største enkeltpost i det samlede forbrug, toppede i 2022 med 38,9 milliarder kroner, men er siden faldet 26 procent til 28,8 milliarder kroner i 2024.
Tilsvarende faldt foderprisen 11 procent fra 2023 til 2024, mens antallet af svin og kvæg forblev stort set uændret fra fjerde kvartal 2023 til fjerde kvartal 2024.
Også omkostningerne til energi og handelsgødning i produktionen er reduceret med henholdsvis 23 procent og 35 procent siden 2022.
Omvendt steg enkelte omkostningsposter. Det gælder især tjenesteydelser inden for jordbrug, som omfatter maskinstationsydelser, der steg med ni procent.
Andre tjenesteydelser, herunder husdyravl og direkte bankomkostninger, voksede med seks procent til 12 milliarder kroner.





