Antallet af GPS-tyverier fra landbrugsmaskiner stiger markant. Og nu er det især de sjællandske landmænd, der udsat for tyverierne, fortæller If i en pressemeddelelse.
Ifs skadestatistik viser, at 65 procent af årets GPS-tyverier er sket på Sjælland og øerne.
- Vi ser en bekymrende stigning i antallet af GPS-tyverier, og det er tydeligt, at tyvene har flyttet sig geografisk. Hvor det tidligere især var Jylland, der blev ramt, er det nu Sjælland og Lolland-Falster, der står for to ud af tre tyverier, siger Martin Leisten Petersen, der er landbrugschef i If.
- Problemet er dog langtfra forsvundet i Jylland. Her understreger flere tyverier på det seneste, at der fortsat er god grund til at være ekstra opmærksom, siger han.
Avanceret udstyr
Tyverierne sker typisk om natten, hvor professionelle kriminelle hurtigt fjerner GPS-udstyr fra traktorer og mejetærskere. Udstyret videresælges i nogle tilfælde på det sorte marked i udlandet.
- GPS-udstyr er både kostbart og eftertragtet. Og selvom det er muligt at få skaden erstattet, er det frustrerende at mangle sit udstyr - især når det går ud over produktionen. Derfor er det vigtigt, at landmænd tager deres forholdsregler, siger Martin Leisten Petersen.
If vurderer, at forskydningen skyldes flere års målrettet politiindsats i Jylland og øget forebyggelse blandt jyske landmænd.
- Forebyggelse spiller en vigtig rolle. Vores bedste råd er helt at undgå at have GPS-udstyr siddende på maskinerne, når det ikke er i brug og låse det inde et sikkert sted," siger Martin Leisten Petersen.
Hvis udstyret bliver stjålet, kan GPS-sporing være en stor hjælp. If har i år set flere eksempler, hvor sporingsudstyr og alarmer - i samarbejde med politiet og Vortex Danmark - har ført til hurtig opklaring. I flere tilfælde blev GPS-udstyret sporet og returneret til kunden, og gerningsmændene anholdt.
If har også registreret sager, hvor samme kunde er blevet ramt flere gange. Tyvene ved, at der typisk kommer nyt udstyr inden for få måneder - og de kender gerningsstedet. Derfor er det særligt vigtigt for tidligere ramte landmænd at sikre de nye GPSer med sporingsudstyr og alarmer, så tyveriet ikke gentager sig.





