Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
L&F i skarp kritik: EU Har ingen forståelse for andelsmodellen
Europaparlamentet har stemt for et forslag om obligatoriske leveringskontrakter mellem landmænd og aftagere. Kritikere peger på at forslaget vil undergrave den danske andelsmodel, og det er man enig i hos L&F, det skriver administrerende direktør Morten Boje Hviid i et nyhedsbrev.
Her kalder han det en helt forkert vej at gå, uden forståelse for den danske andelsmodel.
-Vi er meget bekymrede over Europa-Parlamentets beslutning, der pålægger danske landmænd og virksomheder — både private aktører og andelsselskaber — krav om obligatoriske skriftlige kontrakter, der skal afspejle stive prismekanismer. Det har vi argumenteret imod. De påtvungne kontraktkrav svækker fleksibiliteten, hæmmer reaktionsevnen og risikerer at presse fødevarepriserne op, skriver direktøren.
Han mener desuden, at forslaget er direkte i sted med unionens ambitioner for erhvervslivet.
- Parlamentets afstemning går imod EU's egne ambitioner om forenkling og afbureaukratisering. I stedet for at lette byrderne for landmænd og fødevarevirksomheder, mener vi, det begrænser medlemsstaternes mulighed for at tilpasse reglerne til nationale forhold og pålægger aktørerne unødige administrative krav. Det står heller ikke klart, hvordan omkostningerne skal beregnes og af hvem, skriver direktøren.
Han understreger, at for multifunktionelle bedrifter i Danmark, som ofte producerer både mælk, kød, afgrøder og energi, bliver omkostningsfordelingen vilkårlig, og enhver fastsat pris hurtigt forældet.
Og i et Danmark med andelsselskaber i en helt central rolle i erhvervet er det en helt forkert og urimelig tilgang med de tvungne kontrakter, peger han på.
- For andelsselskaberne griber det direkte ind i den kooperative model, som bygger på tillid, fælles ejerskab og medlemsstyrede aftaler. At stille krav om, at prisdannelsesvilkår skal indskrives i andelsselskabernes vedtægter, underminerer den demokratiske struktur og skaber unødig kompleksitet. De danske parlamentarikere har øje for alle disse udfordringer og har stemt imod forslaget. Men det har altså ikke været nok, skriver han.
Af samme årsag vil L&F fortsat arbejde for at ændre den del af forslaget, som fortsat skal i trilogforhandlinger mellem rådet, kommissionen og parlamentet.





