Afvikling i stedet for udvikling - hvad er strategien?

Jeg er nødt til at komme af med min frustration.

Jeg er en ung landmand, og lige nu burde jeg bruge min tid på at udvikle landbruget: investere og modernisere. I stedet går jeg og overvejer, om det overhovedet giver mening at fortsætte. Jeg er nået til afvikling i stedet for udvikling.

Og jeg synes, at det er den generelle stemning, der lige nu hersker i dansk landbrug. Vi tør ikke investere, for ingen ved, hvad der venter rundt om hjørnet. Politikerne sender skiftende signaler, og alt er så afventende, at strategien for landbruget i praksis er sat på pause.

Og så længe vi bare venter og venter, sakker vi bagud. Hvis vi kigger ud over landets grænser, kan vi se, at andre lande har indset, at den grønne omstilling koster dyrt.

Flere steder derude kan de godt se, hvor det bærer hen - at verden inden for de næste år står over for mangel på fødevarer. Det har man altså forstået mange steder bare ikke på Christiansborg. Herhjemme handler det mest om symbolpolitik, mens konkurrenceevnen forsvinder.

Se også:

Strukturudviklingen bør føre til reflektion

Jeg synes, tonen og debatten er alt for ensidig. Til forskel for, hvad man hører i medierne, lever vi landmænd af og med naturen, og vi passer på den. Vi kunne jo slet ikke drive landbrug, hvis det ikke var tilfældet. Alligevel bliver vi konstant gjort til syndebukke.

Hetzen mod landbruget er helt ude af proportioner. Det kan som landmand godt virke som om, at man på Christiansborg helst bare ville være fri for, at der overhovedet eksisterer landbrug i Danmark.

Og det er en skam, for de glemmer, at landmænd er Danmarks største naturplejere. Vi producerer mad, binder CO2 i jorden og holder liv i landdistrikterne. Når man fjerner vores redskaber - som ved at forbyde pesticider - rammer det direkte i hjertet af produktionen.

Jeg har et stort areal med kartofler og så det som en solid diversificering af min griseproduktion, men det kan jeg godt glemme nu. Når vi mister midlerne til at beskytte afgrøderne, kan det ikke længere hænge sammen.

Og det er et generelt problem, at tingene ikke hænger sammen. Jeg kan bare tage et kig på mit eget nabolag. I mit område skal 1.000 hektar tages ud af drift for at mindske udledningen til Ringkøbing Fjord.

Men hvis man dykker lidt ned i det datagrundlag, som beslutningen om udtagning er taget på, kan man se, at de største vandløb allerede ligger under grænseværdierne for blandt andet kvælstof og fosfor. Faktisk har vi tilbudt selv at måle og komme med data til kommunen fra vandløbene, men det blev der sagt nej tak.

Se også:

Lodsejerinddragelse er hovednøglen i en ordentlig omlægning

Man vil hellere bare stole på sine modeller og interpolationer frem for konkrete tal fra de vandløb, det drejer sig om.

Man går altså i gang med en masse indsatser uden at have tingene i orden først. Det er som at skyde gråspurve med kanoner. Det er igen "bare" landbruget, der er skyld i det hele. Men samtidigt lukker man øjnene for mange andre problemer. Der kommer for eksempel stadig forurening fra andre lande ud i Østersøen - men det taler ingen om.

For mig hænger hele logikken ikke sammen. Jeg er fuldstændig overbevist om, at trepartsaftalen ikke kommer til at hjælpe klimaet - men den kan til gengæld ødelægge et helt erhverv.

Jeg er derfor oprigtigt i tvivl om, hvem der fortjener min stemme til de kommende valg. Der er nemlig ingen, der rigtigt taler vores sag længere. Venstre var engang landbrugets parti - det er de ikke nu.

Debatten er unuanceret, og alt for mange beslutninger bliver taget af folk, der aldrig har haft jord under neglene. Jeg er bange for, at folk først forstår problemerne, når hylderne i supermarkedet er tomme, eller verdens regnskove er ryddet, fordi vi ikke kan dyrke vores egen mad.

Hvis vi fortsætter ad den vej, vi er på nu, bliver landbruget ikke udviklet - det bliver afviklet. Og jeg spørger igen: Hvad er strategien?