FMC ved Harboøre, tidligere kendt som Cheminova, har tilladelse til at udlede 17 ulovlige pesticider via spildevand.
Det på trods af, at pesticiderne er ulovlige på EU-plan, skriver Danwatch, der har gennemgået virksomhedens egenkontrol af spildevand.
Udledningen sker med tilladelse, da Danmark stadig må producere og eksportere de midler, der er forbudte i EU, og som danske landmænd altså på ingen måde må anvende på marker.
FMC oplyser til mediet, at de aldrig har overskredet grænseværdierne i miljøtilladelsen.
Til Danwatch siger miljøminister Magnus Heunicke (S), at der er en opdateret miljøgodkendelse på vej for fabrikken. Godkendelsen har været forsinket siden 2020.
- Ja, det er paradoksalt, at EU forbyder salg af pesticider internt, men stadig tillader produktion og eksport. Det er præcis derfor, vi kæmper for et EU-forbud. Sideløbende er Miljøstyrelsen ved at revurdere FMC-Rønlands miljøgodkendelse med nye opdaterede krav til udledningen af spildevand, herunder udledningen af pesticidstoffer, skriver ministeren til mediet.

