I Velas bliver de kimet ned med henvendelser fra lodsejere, der ønsker rådgivning om mulige projekter.

- Min telefon er rødglødende i øjeblikket. Og det er ikke kun landmænd, som ringer ind lige nu, siger Jonas Hedegaard Degn, der er arealanvendelsesrådgiver i Velas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter den nye tilskudspulje til skovrejsning med højere tilskud og færre krav åbnede 8. september 2025, har Jonas Hedegaard Degn og kollegerne i arealanvendelsesafdelingen i Velas oplevet stor interesse fra lodsejere - både i og uden for landbruget.

- Det er især de mindre lodsejere, der ikke har gæld i arealerne, der henvender sig. Mange spørger interesseret ind til deres muligheder, og hvilke projekter de kan etablere på deres jord. Andre er forvirrede og vil gerne have hjælp til, hvad de skal gøre, hvordan de skal forholde sig til breve fra kommunen, og om de er tvunget til at etablere skov, fortæller rådgiveren.

Ministerbesøg i marken: Bruus skal se på elefantgræs som alternativ til skov
Se også:

Ministerbesøg i marken: Bruus skal se på elefantgræs som alternativ til skov

Få søgt

I puljen er der fra start 737,5 millioner kroner i 2025, og det årlige beløb vil stige til en milliard kroner om året efter 2030.

Jonas Hedegaard Degn anskuer det som et udtryk for, at der fra politisk side er handling bag ordene, når puljen rummer så meget.

- Tilskuddet er langt større end tidligere, men den store bevågenhed på skovrejsning gør også, at der kan være en pointe i, at det kan betale sig at komme i gang, siger Jonas Hedegaard Degn og uddyber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Omkostningerne til indkøb af planterne og udgifterne til entreprenører vil potentielt kunne stige. De planteskoler, som jeg har talt med, understreger, at de sagtens kan følge med efterspørgslen på træer, men at det kan blive marginalt dyrere at indkøbe, fordi det skal importeres fra udlandet.

Udtagningsplaner for 21.400 hektar ved Randers Fjord
Se også:

Udtagningsplaner for 21.400 hektar ved Randers Fjord

Ansøgningerne vil blive sagsbehandlet i to forskellige puljer, som afhænger af placeringen af skovrejsningsprojektet. Hvis projektet ligger i områder med såkaldt særligt højt kvælstofindsatsbehov, vil ansøgningerne blive behandlet efter først-til-mølle.

Hvis ansøgninger ikke ligger i sådan et område - i de såkaldte øvrige skovrejsningsområder - vil ansøgningerne blive vurderet ved særlige opsamlingsrunder flere gange årligt.

- Den første opsamlingspulje lukker allerede d. 31. oktober, så hvis du vil gøre dig forhåbninger om at få tilsagn inden, er det med at få søgt inden, siger Jonas Hedegaard Degn.

Fynsk omlægningsplan vil fjerne 6300 hektar landbrugsjord og 200 ton kvælstof
Se også:

Fynsk omlægningsplan vil fjerne 6300 hektar landbrugsjord og 200 ton kvælstof

Det skal du huske

Hvis du gerne vil etablere skov, er det afgørende, at du husker, at fra den dato, hvor du får tilsagn om udbetaling af tilskuddet, er det slut med brug af gødning og pesticider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et krav for at få tilskud. Forbuddet gælder inden for den grænse, hvor skoven skal rejses - altså det specifikke areal, siger Jonas Hedegaard Degn.

Ydermere vil rådgiveren også gerne minde interesserede om, at tilskuddet ikke udbetales som det første.

- Du får først udbetalt tilskuddet, når projektet færdigt. Det vil sige, at du indtil da selv skal stå for finansieringen. Skal du etablere 15 ha skov, kan det godt løbe i en regning på over 1 million kroner, og det skal du altså kunne finansiere, indtil du får din udbetaling, siger Jonas Hedegaard Degn.

Der kan også være skattemæssige hensyn, som det gælder om at være opmærksom på.

- Du får udbetalt noget af tilskuddet som værditab, og lige så snart det handler om værditab, er det omfattet af ejendomsavancebeskatning, mens den resterende del er omfattet af almindelig beskatning. Det er meget teknisk, men specielt hvis du laver et stort skovrejsningsprojekt har det betydning, siger arealanvendelsesrådgiveren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du har spørgsmål eller tvivl, vil han også gerne slå et slag for, at du opsøger rådgivning.

- Ring og få sparring på, hvad du kan gøre, og hvordan du styrer uden om de potentielle faldgruber, siger han.