Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fremtidens landmand viser fremtidens dyrkningsmetoder
Martin Molbo, der i 2024 blev kåret som Fremtidens Landmand, er vært ved en markdag, hvor han viser nogle af fremtidens regenerative værktøjer. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
27. oktober inviterer FRDK og Velas til markdag hos Martin Molbo. På Landbrug & Fødevarers årlige plantekongres i 2024 blev han kåret som Fremtidens Landmand inden for bæredygtighed blandt andet på grund af dyrkningsteknikken conservation agriculture, som han i videst mulige omfang praktiserer på sin bedrift.
Hovedpointerne her er minimal jordforstyrrelse, jorddække året rundt og sædskifte. De tre elementer er desuden grundelementer i de fleste definitioner af regenerativt landbrug, og Martin Molbo er i fuld gang med at indføre flere regenerative værktøjer på sin bedrift.
Sparer gødning
Efterafgrøder har flere funktioner i det regenerative system. De skal sørge for føde til jordens mikroorganismer hen over vinteren, og de er med til at opbygge jordens indhold af organisk materiale og forbedrer dermed jordens struktur. Samtidig kan efterafgrøder, hvis de har den rette sammensætning, fungere som en kvælstoffabrik ude i marken.
Undersøgelser foretaget af FRDK i en tidlig, veletableret multiarts-blanding viste, at der var 200 kilo kvælstof i den overjordiske biomasse i en efterafgrøde hos Martin Molbo.
- Minimering af input af gødning og kemi er også en del af det regenerative landbrug, og her kan efterafgrøder hjælpe, siger Martin Molbo.
Minimerer behovet for kemi
Efterafgrøder kan også, hvis de er godt etableret og hurtigt fremspiret, være en ganske god ukrudtsbekæmpelse. Det har FRDK set i deres Carbon Farm-forsøgsmarker, hvor en tæt efterafgrøde stort set tog livet af et væselhale-problem.
Både ukrudtsbekæmpelse og næringsstofforsyning er baggrunden for et af de andre regenerative tiltag hos Martin Molbo. Der er tale om Evergreen-projektet, hvor der er etableret et bunddække af mikrokløver, som skal forblive et permanent bunddække.
Kløveren skal dække af for ukrudt og forsyne afgrøden med kvælstof. Evergreen-projektet drives af FRDK og DLF.
Biologisk skadedyrsbekæmpelse
I raps er der desuden anlagt et forsøg med companion crops - ledsage-afgrøder. Det er forskellige arter, der sås mellem rækkerne. Formålet er at trække skadedyr, for eksempel rapsjordlopper, væk fra rapsen og over i ledsageafgrøden. Samtidig bidrager companion crops til diversitet - både over og under jorden. Det er Velas, der står for companion crop-afprøvningen.
Husdyr integreres
Martin Molbo har samarbejde med en fåreavler, som leverer dyr, der afgræsser frøgræs- og efterafgrødemarker på bedriften. På den måde sparer han en overkørsel med brakpudseren, og dyrene bidrager også til biodiversiteten. Integration af husdyr i sædskiftet er også i mange definitioner et element i regenerativt landbrug.

